Danmark kan give menneskerettighederne et markant løft

I dag er det FN’s menneskerettighedsdag. Danmark underskrev FN’s konvention mod tvangsforsvindinger for tre år siden, men hvornår vil Danmark ratificere konventionen og dermed globalt bidrage til, at konventionen kan træde i kraft?

I dag uddeles Nobels fredspris under stor pomp og pragt i Oslo selvom 19 lande boykotter og prismodtageren ikke selv er til stede. Dagen er som bekendt også FN´s Menneskerettighedsdag, der markerer FN's vedtagelse af Verdenserklæringen om Menneskerettigheder i 1948. Efter rædslerne under 2. Verdenskrig fastslog man med erklæringen at frihed for tortur er en basal menneskerettighed.

I år er 10. december yderligere en mærkedag i dansk sammenhæng: Med overrækkelse af Inge Genefke-prisen til den filippinske menneskerettighedsaktivist, psykiateren June Lopez, markeres det, at det er 25 år siden, at det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre (IRCT) blev stiftet af læge Inge Genefke. IRCT er en paraplyorganisation for i alt 146 centre i 70 lande, heriblandt det danske RCT, Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT), der som verdens første blev grundlagt af Inge Genefke i 1982.

Historiske milepæle i arbejdet mod tortur er en god anledning til at overveje, hvordan Danmark igen kan markere sig som foregangsland i arbejdet for at fremme menneskerettighederne. Regeringens politik er præget af et fravær af globalt udsyn bortset fra krigsførelse i Afghanistan og især præget af total tavshed om FN's betydning for dansk udenrigspolitik.

Aktuelt savner man, at Danmark gennem en ratificering af FN's konvention mod tvangsforsvindinger vil bidrage til en global menneskeretlig landvinding ved som det udslagsgivende land at få konventionen til at træde i kraft. Dertil kræves ratificering af 20 lande og indtil nu har 19 lande ratificeret konventionen, som blev vedtaget af FN's generalforsamling 20. december 2006. På Danmarks vegne tog daværende udenrigsminister Per Stig Møller (K) det første skridt, da han i september 2007 undertegnede den da nye FN-konvention om beskyttelse mod tvangsforsvindinger.

På RCT - Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre- hilste vi den danske underskrift velkommen. Med sin underskrift tog den danske regering et vigtigt skridt i retning af at virkeliggøre en effektiv beskyttelse mod tvangsforsvindinger. Men nu er der gået tre år siden den danske underskrift og snart fire år siden vedtagelsen af konventionen.

På et møde 20. november måtte udenrigsminister Lene Espersen (K) bekende, at hun ikke umiddelbart kendte til konventionen. Konventionen er i høj grad skåret over samme læst som FN's konvention mod tortur, grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling, en dansk mærkesag, som sidste år kunne fejre 25-året for vedtagelsen i FN's generalforsamling 10. december 1984.

I konventionen defineres en tvungen forsvinding, som en anholdelse, tilbageholdelse, bortførelse eller enhver anden form for frihedsberøvelse, som er foretaget af en statslig aktør eller af personer, der handler på bemyndigelse af eller med støtte eller samtykke fra staten.

FN's konvention mod tvangsforsvindinger forpligter de deltagende stater til at tage en lang række forholdsregler for at forebygge og bekæmpe tvangsforsvindinger. Først og fremmest indfører konventionen et absolut forbud mod tvangsforsvindinger, som ikke kan fraviges under nogen omstændigheder, såsom i tilfælde af krig, politisk ustabilitet eller nødret. Tvangsforsvindinger udgør en forbrydelse både i fredstid og i krig.

Konventionen pålægger deltagerstaterne at kriminalisere tvungne forsvindinger og at retsforfølge de ansvarlige. Samtidig forbyder den hemmelige frihedsberøvelser og uofficielle tilbageholdelsessteder; med andre ord skal det være slut med hemmelige fængsler. Endelig forbyder konventionen nok så vigtigt, at overføre personer til lande, hvor de risikerer tvangsforsvinding.

I forbindelse med underskrivelsen i 2007 udtalte daværende udenrigsminister Per Stig Møller (K), at "… autoritære regimer overalt i verden lader folk forsvinde i stedet for at føre retssager mod dem under betryggende retsgarantier. Sådanne overgreb rammer ikke blot ofrene selv, som ofte udsættes for tortur, drab eller andre krænkelser i det skjulte, men også deres pårørende. Det er derfor vigtigt, at konventionen ikke bare indeholder foranstaltninger mod tvangsforsvindinger, men også bestemmelser, som støtter ofrenes pårørende."

Det kender RCT alt for godt til fra sit globale partnerskabssamarbejde i for eksempel Guatemala. Mellem 1960 og 1996 gennemlevede det centralamerikanske land en 36 år lang borgerkrig. FN's sandhedskommission har fastslået, at de tvungne forsvindinger krænkede fundamentale menneskerettigheder. Op imod 50.000 tvangsforsvindinger har haft en ødelæggende virkning på lokalsamfundene, som stadig kan mærkes i landet i dag.

Tvungne forsvindinger hører også til dagens orden i mange asiatiske lande. Det er især slemt i Sri Lanka, Filippinerne, Nepal, Pakistan og Indonesien, hvor tvungne forsvindinger og likvideringer anvendes til at skaffe sig af med menneskerettighedsaktivister.

Men FN-konventionen er ikke kun relevant i en Tredje Verdens sammenhæng. Forsvindinger og hemmelige fængsler kendes også fra Europa, hvor den såkaldte krig mod terror har ført til krænkelser af menneskerettighederne i form af overførsler af terrormistænkte til mere eller mindre "hemmelige fængsler", hvor torturlignende, barske afhøringsmetoder er daglig kost.

Konventionen slår fast, at politiske kidnapninger er en alvorlig international forbrydelse og sikrer, at de aktører, der har ansvaret for, at et menneske forsvinder, drages til ansvar. I praksis vil det efter konventionens ikrafttræden betyde, at den danske stat har pligt til at retsforfølge formodede ansvarlige for en tvungen forsvinding, når overtrædelsen er begået på områder under dansk straffemyndighed - også i udlandet på danske militærbaser. Danmark skal også efter en ratifikation retsforfølge ethvert tilfælde af tvangsforsvindinger, såfremt den formodede gerningsmand er dansk statsborger.

Pligten til retsforfølgning ved danske domstole gælder, medmindre det besluttes, at udlevere de formodede gerningsmænd til retsforfølgning i en anden stat eller til en international straffedomstol.

Konventionen kan være et godt redskab til at bekæmpe CIA's overførsler af terrormistænkte til forhør i hemmelige fængsler i torturvenlige stater. Derfor vil konventionen også være yderst aktuel i en dansk sammenhæng, når CIA bruger dansk luftrum til CIA-transporter.

Regeringen har understreget, at den i sin udenrigspolitik internationalt vil arbejde for at fremme menneskerettighederne. Da udviklingsminister Søren Pind (V) tiltrådte, udråbte han endog sig selv til "frihedsminister". Så sent som i sidste uge henviste Søren Pind til, at ratifikation af konventionen var Lene Espersens bord. Men i Udenrigsministeriet melder man hus forbi og henviser rettelig til Justitstministeriet.

Det vil være en smuk markering af FN's menneskerettighedsdag, hvis regeringen bruger dagen til at melde ud, at man vil bakke op om det beslutningsforslag om dansk ratifikation, som Enhedslisten - med forventet opbakning fra oppositionen - har fremsat og som forventes førstebehandlet først i det nye år. 

Tue Magnussen er cand. mag og advocacykoordinator for Rehabiliterings- og Forskningscenter for Torturofre (RCT) og bestyrelsesmedlem i FN-forbundet.

UN Photo/Michos Tzovaras