Et globalt klimaopgør er på vej

Konfronteret med klimaet og ny teknologi er et opgør undervejs i det international samfund, og Vesten står ikke til at vinde det

Af Christian Friis Bach

I oktober 2010 deltog jeg i et FN-møde i New York. Til middagen sad jeg over for den japanske chefforhandler under klimatopmødet i København. Vi havde dårligt fået sat gaflen i forretten, før spørgsmålene haglede ned over mig - som dansker og deltager i COP15: Hvad i alverden skete der i København? Hvordan kunne det gå så galt …?

Da jeg fortalte, at en dansk journalist havde skrevet en bog om hele forløbet, nærmest sprang han op og krævede højrøstet, at den skulle oversættes med det samme. Et krav der bastant blev fulgt op af resten af deltagerne ved bordet, hvoraf næsten alle havde deltaget i COP15 som forhandlere eller lobbyister. De ville vide, hvad der skete.

Historien tegner et billede af, hvor traumatiserede deltagerne, og ikke mindst klimaforhandlerne, blev i København, fordi alt gik galt. Og den fortæller samtidig, hvorfor det gik godt i Cancún. Efter det kaotiske og konfliktramte Københavnsmøde kom samtlige deltagere til Cancún med ét formål: At klappe hinanden på ryggen og sige 'godt ord igen'. Processen måtte ikke gå galt. Der skulle opbygges tillid. Troen på FN systemet skulle genetableres. Og det lykkedes. Det blev de små skridts sejr.

Men klimatopmødet i Cancún kom også til at markere en slags stilhed før stormen. I kulissen lurer et af de mest fundamentale politiske opgør, verden har set siden Den Kolde Krig. Et opgør med den politiske magtbalance, vi har kendt i de sidste årtier. Et opgør, der vil forandre verdens gang. Det opgør vil vi se elementer af til det næste klimatopmøde i Sydafrika i december 2011.

TRE ELEMENTER
Opgøret har tre grundlæggende elementer. For det første er der et finansielt opgør. Klimakrisen vil nødvendiggøre finansielle overførsler imellem verdens lande der er langt større end i dag. Overførsler foranlediget af de store naturkatastrofer og forandringer, som en række lande vil opleve, og af det historiske slagsmål om ansvar og overforbrug, som klimakrisen har tvunget verdens lande ud i. Aftalen i Cancún slår fast, at der de næste år skal mobiliseres 10 milliarder dollars om året, stigende til 100 milliarder i 2020, men behovet vil med stor sandsynlighed være langt større. Diskussionen om, hvem der skal betale de penge, og hvem der skal bestemme over dem, vil kun blive mere intens de kommende år. Det bliver et opgør mellem nutidens internationale institutioner, Verdensbanken og Valutafonden, domineret af de rige lande, og fremtidens institutioner, med nationale og regionale institutioner i centrum. Et opgør med de forældede konstruktioner, hvor bistandshjælpen kanaliseres fra regeringer og institutioner i nord til donordrevne projekter i syd - uden om regeringerne i modtagerlandene. I stedet vil vi opleve, at nationale regeringer og regionale banker og institutioner i Asien, Afrika og Latinamerika erobrer pengestrømmene og forrykker magtbalancen. Magten, ejerskabet og ansvaret vil rykke sydpå, samtidig med at magthaverne i syd langsomt, men sikkert vil indtage institutioner i nord.

Nutidens almisseagtige konstruktioner, hvor de internationale overførsler afhænger af tilfældige finanslove og forlig i verdens rige lande, vil blive afløst af langt mere forudsigelige og internationalt forhandlede overførsler baserede på skattelignende konstruktioner og bindende aftaler. Vi har endnu kun set kimen af fremtidens globale finansielle arkitektur. Men det står fast, at det ikke vil være en arkitektur med centrum omkring 18th og 19th Street i Washington D.C. i to store betonklodser ledet af hhv. en amerikaner (Verdensbanken) og en europæer (Valutafonden). Den tid er endegyldigt forbi. Det andet opgør er et teknologisk opgør. For to år siden overværede jeg journalisten Thomas Friedmann holde oplæg i Delhi for hundredvis af indere og kinesere. På et tidspunkt gik han helt hen til scenekanten, lænede sig frem og opfordrede deltagerne til at gøre »absolut ingenting« for at løse klimakrisen. Hans begrundelse, som fik de fleste af tilhørerne til at give et mindre hop, var, at det land, som vinder energirevolutionen, vil blive fremtidens vinderland. Han ville have, at det skulle være hans land: USA.

REEL ANDEL AF MAGTEN
Det står allerede nu fast, at det ikke bliver USA og heller ikke Europa. Amerikanerne og til dels europæerne er låst fast i forstenede forsyningsmønstre og teknologiske dinosaurer. Kina har givet amerikanerne og europæerne baghjul og er allerede verdens førende producent og forbruger af vindenergi, den største producent af solceller og den tredje største producent af bioethanol. Indien, Brasilien, Sydafrika, Sydkorea og en stribe andre lande har fremlagt ambitiøse planer for vedvarende energi. En tilsvarende tendens ses inden for informationsteknologien, hvor en by som New York nu ligner scenen i en Hollywood-film fra halvtredserne sammenholdt med Shanghai eller Tokyo.

Det teknologiske opgør vil, ikke mindst inden for energi og informationsteknologi, forandre magtforholdene i verden. I takt med at striben af fremstormende økonomier erobrer nye markeder og ny teknologi, vil ikke mindst USA og EU klamre sig stadigt mere febrilsk til urimelige intellektuelle ejendomsrettigheder og andre nyprotektionistiske instrumenter. Her ligger der en afgørende kampplads, og klimateknologi bliver en afgørende del af kampen.

Endelig venter et markant politisk opgør. Der går en lige linje fra det spektakulære sammenbrud i WTO forhandlingerne i Seattle i 1999 til det kaotiske klimatopmøde i København i 2010. Verdens fattige lande finder sig ikke i kun at få en flig af magten ved festlige lejligheder. De vil have reel og rå verdensmagt. Og den får de. I FN står Brasilien, Sydafrika, Indien og Kina skulder ved skulder, og den forsvarslinje vil om få år være nærmest uigennemtrængelig. Sammen med de nationale sværvægtere står stadigt stærkere regionale organisationer: ASEAN landene i Sydøstasien med 600 millioner indbyggere er tilsammen verdens niende største økonomi og vokser hektisk. Den Afrikanske Union samler tæt på en milliard mennesker, bevæger sig solidt fremad og spiller en stadigt stærkere politiske rolle både i Afrika og i Verden. UNASUR i Latinamerika har skabt ny politisk dynamik og samler tæt på 400 millioner mennesker. De lande og blokke vil sætte hårdt mod hårdt. Og intet sted vil det blive mere tydeligt end i klimaforhandlingerne. Fronterne vil blive trukket endnu skarpere op i 2011, hvor alt tyder på endnu et spektakulært sammenbrud i Sydafrika. Amerikanerne kan ikke levere det, der skal til, for at indgå en ambitiøs klimaaftale, især ikke efter det nyligt overståede midtvejsvalg, hvor en endnu mere klimakritisk kongres vil blokere for ethvert tiltag, der blot tilnærmelsesvis kan få de amerikanske udledninger til at nærme sig den nødvendige to-graders målsætning. Det vil ikke ske. Derfor vil vi opleve en stadig mere markant politisk klimakonflikt i 2011, og alt tyder på, at USA bliver koblet af. Om europæerne kan hænge på er endnu uvist, men det kræver helt anderledes klimahandlingskraft end den, EU stiller med for tiden.

VINDEREN ER FUNDET
Efter COP-16 i Cancun har klimaforhandlerne rystet traumerne fra København af sig. Traumer, der i høj grad skyldtes en fejlslagen proces og kaotiske konferenceforhold. Tilbage står den politiske uenighed. Den uenighed vil vi se for fuld kraft i 2011. Klimaforhandlingerne vil danne ramme om endnu et markant opgør i den globale magtbalance - finansielt, teknologisk, politisk.
Vinderne er givet på forhånd - det er gruppen af fremstormende økonomier i Asien, Afrika og Latinamerika. Taberne vil især være USA og EU, der både vil miste indflydelse, vækst og det teknologiske forspring, vi har siddet på i flere hundrede år. Klimaforhandlingerne udgør kulissen. En ny verdensorden er på vej.

Christian Friis Bach er adjungeret professor i international økonomi ved Københavns Universitet og bestyrelsesmedlem af FN-forbundet

Kronikken er trykt i Information den 3. januar 2011

UN Photo/Michos Tzovaras