Hen imod en bæredygtig udvikling
Bæredygtig udvikling kræver et stærkt institutionelt fundament – og inddragelse af civilsamfundet. Sådan skriver generalsekretær Torleif Jonasson, FN-forbundet og Bonian Golmohammadi, generalsekretær for Verdenssammenslutningen af FN-forbund i deres fælles kronik op til forberedelserne af Rio+20
Den 1. november fremsatte over 600 regeringer, internationale
organisationer og grupper i civilsamfundet deres
anbefalinger for, hvad verden skal gøre for at opnå bæredygtig
udvikling. Fokus spænder fra skabelsen af grønne jobs,
fødevaresikkerhed, universel adgang til energi, en forbedret
forvaltning af vandressourcer, at adressere hajfinnefiskeri til
havforurening. Den 15. og 16. december vil mange af disse
interessenter mødes i New York for at diskutere de tusindvis af
anbefalinger og begynde at udarbejde den aftale, verdens ledere
skal forhandle i tre dage i Rio de Janeiro i juni næste år.
UN Photo/ Martine Perret
Det bliver ikke nogen nem bedrift at nå en konsensus i løbet af
de næste seks måneder. Hvis det internationale samfund mener det
alvorligt, får vi brug for en stærk og koordineret styrende
institution - med ressourcer og bemyndigelse til at facilitere og
sikre implementering, nemlig en global miljøorganisation.
Verdenstopmødet Rio +20 i juni 2010 (formelt FN's konference
om bæredygtig udvikling) markerer 20års jubilæet for den
historiske Rio-konference i 1992, hvor verdens ledere vedtog den
ambitiøse Agenda 21 og de
konventioner, der kom til at stå som vartegn for konferencen,
der skulle lede verden frem til bæredygtig udvikling gennem
økonomiske forbedringer, social retfærdighed og miljøbeskyttelse.
To årtier senere, er det i høj grad anerkendt, at verden har ramt
langt forbi målet, der blev sat i 1992 - især på
miljøområdet.
I en
rapport forud for Rio+20, erkender FN's generalsekretær Ban
Ki-moon, at "de fleste indikatorer for miljøforbedringer ikke
har vist nogen nævneværdig overensstemmelse med, hvad der er gjort
af økonomiske og sociale fremskridt - tværtimod."
Siden 1970 er dyrebestanden reduceret med 30 %. Den globale
opvarmning er forværret; ét eksempel er, hvordan luftforureningen
(der har en opvarmende effekt) er steget med 29 % siden
1990. Indikatorerne viser et tydeligt behov for drastiske
forbedringer i den globale miljøforvaltning.
Men den miljømæssige nedbrydning kan ikke ses isoleret fra de andre
to søjler i bæredygtig udvikling. Mangel på en stærk
miljøforvaltning betyder også tab af økonomiske fordele. En
rapport fra The Economics of Ecosystems og Biodiversty
(TEEB) anslår, at tab af økosystemer og økologiske kredsløb
fra skove er over $4000 milliarder om året. Et sådant tal viser, at
ødelæggelsen af skove reducerer vores evne til at bruge naturens
ressourcer til at skabe økonomisk og social velfærd: Verdens
ressourcer må sikres og beskyttes, så vi kan imødekomme vores behov
og behovene for de kommende generationer.
Siden Stockholm-konferencen om menneskeligt miljø i 1972, og
stort set siden Rio, har der været gjort en indsats for at bekæmpe
miljøproblemer: UNEP blev etableret, og der er indgået over 500
multilaterale miljøaftaler (MMA) igennem forhandlinger,
herunder konventionen om den biologiske mangfoldighed og
havretskonventionen. Mange af disse aftaler har haft succes; takket
være Montreal-protokollen f.eks., har vi næsten lukket hullet i
ozonlaget.
Imidlertid har disse emnespecifikke miljøaftaler behandlet
problemerne fra gang til gang, som de har vist sig hen ad vejen,
hvad der ofte har skabt problemer andre steder. For eksempel har
reguleringen af de kemiske CFC-kølemidler gavnet ozonlaget, men
produktionen af det (uregulerede) drivhuskemikalie, der
erstattede dem - HFC - er steget betragteligt - hvad der forværrer
den globale opvarmning.
I modsætning til Verdenshandelsorganisationen (WTO), der
kontrollerer den internationale handel, har der ikke været nogen
overordnet juridisk ramme for miljøet. Den miljømæssige søjle har
brug for en ankerinstitution til den politiske og videnskabelige
koordinering af multilaterale miljøaftaler. En sådan centralisering
af den videnskabelige viden og forskning vil kunne løse den
nuværende ad hoc-tilgang til miljøreguleringen, til de
multilaterale miljøaftaler og til andre FN-organer med miljømæssige
mandater. Det kan ydermere reducere de administrative omkostninger
ved de hundredvis af sekretariater, der beskæftiger sig med
miljøtraktater.
En sådan ankerinstitution vil også reducere de administrative
omkostninger for statslige institutioner, der har at gøre med
miljøbeskyttelse, hvad der ofte er en stor byrde for
udviklingslandene. Diplomater deltager for eksempel i tekniske
møder i forskellige lande over hele kloden året rundt. En
ankerinstitution kunne lette denne byrde. Fælleshusning og eventuel
fælles administration af de mange konventionssekretariater kunne
hjælpe udviklingslandene til at oprette specialiserede
"miljøambassader" i hovedsædet for den nye organisation.
Et nyt organ inden for organisationen kunne yde økonomisk og
teknisk støtte til udviklingslandene og de mindst udviklede lande
til at opfylde deres MMA-forpligtelser med henblik på
implementering. I dag har alle otte af UNEP's afdelinger ansvar for
at overvåge, vurdere og rapportere om deres delområder, en
unødvendig overflødighed. Den nationale rapportering ville
strømlines i ét dokument, fremsendt til ét kontor, hvad der vil
betyde betragtelig mindre belastning af statslige administrative
ressourcer.
Så hvorfor gør UNEP ikke det allerede nu? Sammenlignet med den
uafhængige, finansielle organisation, Global
Environmental Facility, der i 2007 havde et budget på $9,2
milliarder specifikt til miljøprojekter i udviklingslande, var
UNEP's budget samme år på $60 millioner.
Dertil er UNEP berammet som et FN-program og ikke en
særorganisation, hvad der ville give det større uafhængighed,
hvorimod beslutninger, som det er nu, skal indbringes for FN's
Generalforsamling. Heller ikke alle lande er repræsenteret i det
styrende organ. At opgradere UNEP til en særorganisation, til en
global miljøorganisation med universelt medlemskab, øget budget- og
beslutningsmæssig selvstændighed i stil med WTO eller WHO
(Verdenssundhedsorganisationen) kunne lukke hullet mellem ambition
og virkelighed.
Endvidere bør det ikke overses, at et nyt agentur kunne give en
stemme til en betydelig større del af verden, ikke kun ved at
formalisere staternes stemme, men ved også at formalisere
forholdet til civilsamfundet. Med en afstemningsstruktur i stil med
den, man finde i ILO (den internationale arbejdsorganisation) kunne
miljøgrupper tildeles en ligeværdig plads. Arbejdet med og for
bæredygtig udvikling har længe gjort en særlig indsats for at
inddrage civilsamfundet i beslutningsprocessen, og det med rette:
Civilsamfundet tilfører en vigtig teknisk kapacitet og viden om
lokale forhold, ligesom det udtrykker interesser fra ofte oversete
befolkningsgrupper.
Nogle hævder, at behovet for miljøbeskyttelse er så presserende, at
vi ikke har tid til institutionelle reformer, men en række stater
har ytret deres støtte til en reformering, herunder Den Afrikanske
Union, små østater, Asien-Stillehavet, EU med flere.
Vi må og skal investere tid og ressourcer til at danne en mere
effektiv, sammenhængende og fokuseret forvaltning for at nå vores
mål og bygge en bedre, bæredygtig fremtid. Som direktøren for UNEP,
Achim Steiner sagde i september "ligegyldigt hvad der aftales på
Rio 20, så vil udfordringerne blive ved med at være der, så længe
man fortsætter uden at styrke den internationale miljøforvaltning;
en klog og retfærdig udvikling er ikke bare en mulighed - det er en
bydende nødvendighed for det 21. århundrede."
|
