International retsorden på spil i dag

Indlæg som bragt i Politiken den 5. februar 2010 af Tue Magnussen, medlem af FN-forbundets bestyrelse.

I dag skal det afgøres, om krigsforbrydelser begået under Gazakrigen i 2008/2009 skal retsforfølges.

Når FN' Sikkerhedsråd i dag skal behandle Goldstonerapporten bliver det antagelig ikke alene et sammenstød mellem de to parter i den israelsk-palæstinensiske konflikt, men også mellem retfærdighed og realpolitik i spørgsmålet om retsforfølgning af krigsforbrydelser.

Mere end 1.400 palæstinensere og i alt 14 israelere blev dræbt under Gazakrigen, der startede ved årsskiftet 2008-09. De omfattende overgreb under den tre uger lange krig og de internationale protester førte 3. april til nedsættelse af FN's kommission for at finde fakta om Gazakrigen, populært kaldet Goldstonekommissionen efter lederen, den internationalt anerkendte jurist Richard Goldstone.

Selv om Israel hen over sommeren nægtede at samarbejde med kommissionen, dokumenterede den endelige rapport på 575 sider ved udgivelsen i september grundigt de omfattende krigshandlinger og deres indvirkning på det civile liv i Gaza.

Rapporten dokumenterer alvorlige overtrædelser af menneskerettighederne og af den humanitære folkeret i en grad, der lægger sig op ad krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden med den civile befolkning som den største taber.

Goldstonerapporten konkluderer bl.a., at israelske styrker begik krigsforbrydelser ved at angribe civilbefolkningen i Gaza og ved at bruge civilbefolkningen som skjold.

Israelske styrker begik alvorlige brud på den fjerde Genèvekonvention, herunder brud på forbuddet mod tortur og umenneskelig behandling samt ødelæggelse af private ejendomme.

Ved at lukke grænserne indskrænkede Israel civilbefolkningens ret til mad og vand samt en acceptabel levestandard.

Utilfredsstillende svar
Palæstinensiske væbnede grupper krænkede den humanitære folkeret ved at benytte upræcise missiler mod civile områder og udsatte civile for unødig fare ved at starte deres angreb tæt på civile beboelsesområder.

FN's dokumentationsteam fandt ingen beviser på, at væbnede palæstinensiske grupper havde ført civile hen på steder, som de vidste ville blive angrebet, eller at man havde brugt hospitaler, ambulancer eller FN-bygninger til at skjule militære aktiviteter.

FN's Menneskerettighedsråd godkendte 16. oktober Goldstonerapporten. Rådets beslutning blev vedtaget med 25 stemmer for og 6 imod, mens 11 lande undlod at stemme.

Efterfølgende behandlede FN's Generalforsamling 5. november rapporten og vedtog en resolution med 114 stemmer for, 18 imod og 44 lande, der undlod at stemme.

De to parter har hver især afleveret et svar til FN. Men begge svar synes utilfredsstillende. Den palæstinensiske side har afvist, at raketterne afskudt fra Gaza var vendt mod civile.

Den amerikanske menneskerettighedsorganisation Human Rights Watch kritiserede forleden Hamas' utilfredsstillende svar, der dog endnu ikke kendes i detaljer.

Den israelske regering har fraveget sin oprindelige totale afvisning, hvor Goldstone - trods sin jødiske baggrund og internationalt anerkendte position - blev udråbt som antisemit, og har nu afleveret et svar, hvor man afviser flere af rapportens dokumenterede krigsforbrydelser.

Senest indrømmede man dog i mandags, at der blev brugt hvid fosfor-bomber.

Det internationale samfund har et ansvar
Der er formelt en mulighed for, at Sikkerhedsrådet nu kan bede Den Internationale Straffedomstol (ICC) om at følge op på Goldstonerapporten. Alternativt kan ICC's chefanklager selv tage initiativ til en international retsforfølgning.

Ud fra et retfærdighedsperspektiv, der baserer sig på den humanitære folkeret og en forståelse af vigtigheden af en international retsorden må Goldstonerapportens dokumentation af overgreb og krigsforbrydelser ikke blot lægges til side.

Der må ikke være straffrihed for krigsforbrydelser, hverken i Gaza, Israel eller andre steder. Hvis overgrebene forbliver ustraffede, og en så vigtig FN-rapport ikke bliver fulgt op, betyder det ikke alene straffrihed for krigsforbrydelser, og at overgreb kan fortsætte uhindret, men også en underminering af internationale konventioner og den progressive historiske tendens, som bl.a. førte til ICC's oprettelse i 2002, efter at de nødvendige 60 stater havde tilsluttet sig Romstatutten.

Israel underskrev oprindelig Romstatutten, men tilbagekaldte i lighed med USA sin underskrift og støtte til ICC.

Ofte har det internationale samfund ofret hensyn til menneskerettigheder og folkeretten for at fremme en såkaldt fredsproces. Det har ikke mindst været tilfældet i den israelsk-palæstinensiske konflikt.

Det internationale samfund har et ansvar for, at de, der står bag forbrydelser mod menneskeheden og overtrædelse af folkeretten, ikke går fri, men stilles til regnskab for deres handlinger.

Det er vigtigt, at Goldstonerapporten ikke skubbes ud på et sidespor. Tværtimod bør den bruges, som den er tænkt, nemlig som en grundig dokumentation og dermed et vigtigt instrument til at sikre overholdelse af menneskerettighederne og de internationale konventioner for at undgå straffrihed for krigsforbrydelser.

Selv om det realpolitisk nok ikke er sandsynligt, må man håbe, at FN's Sikkerhedsråd vil anmode ICC om at følge op på Goldstonerapporten.

Af hensyn til en international retsorden er det vigtigt, at et amerikansk veto på anden måde imødegås af det internationale retssamfund, der bør sætte retfærdighed højere end kortsigtet realpolitik.

Du finder FN's generalsekretær, Ban Ki-moons opfølgende rapport fra den 4. februar 2010 vedr. situationen i Gaza her: 

http://daccess-dds-ny.un.org/doc/UNDOC/GEN/N10/225/83/PDF/N1022583.pdf?OpenElement

UN Photo/Michos Tzovaras