Kan FN levere varen og styre kloden?
Af Erling Dessau, medlem af FN-forbundets Venner
FN's klimakonference COP16 sluttede for få uger siden i Cancún,
Mexico. Tilsyneladende blev der her gjort fremskridt, men det er
klart, at der især omkring klimaproblemer er - og vil være -
særdeles mange konflikter. Derfor er der stadig meget lang vej til,
at de kan blive løst tilfredsstillende for et flertal af verdens
lande.
Og det er netop spørgsmålet om 'verdens lande', der er
interessant. COP16 afholdes nemlig af FN, og dette betyder, at alle
FN's 192 medlemslande i princippet har en lige ret til at deltage i
debatterne og naturligvis i beslutningerne.
I klimaspørgsmål - såvel som i andre spørgsmål - er
vanskeligheden især at forene de store landes interesser med de
mindre landes, de rige lande med de fattige og lande med egne
energiressourcer med lande uden energiressourcer.
Det oplevede vi meget tydeligt ved klimatopmødet i København
sidste år. Her forhandlede et antal af de største lande, ledet af
USA, om den aftale, der blev til slutdokumentet. Men et antal af
mindre lande beklagede sig over, at de blev holdt udenfor og gjorde
deres utilfredshed gældende ved bl.a. at intervenere med formelle
indvendinger.
Det er sagt flere gange, at kan FN ikke præstere et rimeligt
resultat snarest, kan man tvivle på, om FN er til nogen nytte.
Hertil må svares, at FN jo ikke har nogen magtmidler og ikke kan
gennemtvinge løsninger på alverdens problemer. Er der ingen vilje
blandt verdens lande, kan man ikke opnå resultater.
Naturligvis kan FN med dets stab af specialister klarlægge
problemerne og fremlægge mulige konsekvenser, såfremt der ikke
opnås enighed om løsninger. Og FN kan ligeledes tilbyde at mægle
mellem parter, men det er altid medlemslandene, der får det
afgørende ord.
'Demokratisk organisation'
Klimaet er jo globalt, så det hører vel derfor naturligt under
FN's regi at finde en globalløsning. Man kunne måske tænke sig
f.eks., at USA og Kina en dag finder sammen om en fælles holdning,
men dette vil næppe føre til noget tilfredsstillende, hvis ikke EU,
Indien, Brasilien og et stort flertal af verdens øvrige lande kan
tilslutte sig det.
Klima- og energiminister Lykke Friis skrev forud for COP16, »at
slutter Cancún-mødet uden konkrete resultater, kan man spørge, om
FN-systemet nogensinde vil kunne levere, og ville det måske give
mere mening at rykke forhandlingerne over i andre mindre
forhandlingsfora?«.
Men dette ville næppe gøre et stort antal lande tilfredse, som
formentlig ville blive holdt uden for sådanne 'mindre fora' . Og
hvem skal bestemme, hvem der kommer med, og hvem der ikke bliver
inviteret med?
Så er der noget alternativ til FN, som vi kender det i dag? Det
er der næppe. Naturligvis er der mange problemer omkring FN. Det er
et tungt arbejdende system. Men det skyldes først og fremmest, at
FN er en organisation af 192 suveræne stater.
USA har for et par år siden foreslået, at man danner en ny
organisation af 'demokratiske stater'. Formentlig med den tanke, at
det kunne blive en organisation helt domineret af USA.
Men mon sådan en 'demokratisk organisation' kan løse de globale
klimaproblemer eller gennemføre konfliktløsninger, hvor som helst i
verden - uden at inddrage de måske ikke så demokratiske lande?
Interessant er det, at nuværende udviklingsminister Søren Pind
for lidt over et år siden udtalte, at »FN er en meningsløs
organisation«, og at »FN er befolket med så mange diktatorer og
udemokratiske lande, at det aldrig bliver et meningsfyldt forum for
at træffe brugbare beslutninger om verdens konflikter«.
Men Søren Pind forklarer desværre ikke, hvilken anden og bedre
organisation han så har i tankerne.
Verdens store problemer
At der er problemer med FN i dag er velkendt. Som et yderligere
eksempel på den manglende globale styring i FN-regi kan nævnes
sammensætningen af FN's Sikkerhedsråd:
Præsident Obama var sidste år på besøg i Indien på vej til G-20
mødet . Her udtalte han, at han og USA gerne ville støtte Indiens
kandidatur til at blive et 'permanent medlem' af FN's
Sikkerhedsråd.
Indien med 1,1 milliard mennesker og en stærkt voksende økonomi
bør vel ligesom Brasilien og andre store og voksende lande
(Sydafrika, Tyrkiet, Tyskland, Japan og andre ) være med ved
bordet, dvs. Sikkerhedsrådet, når verdens store problemer bliver
debatteret og beslutninger taget.
Sammensætningen af FN's Sikkerhedsråd og muligheden for at ændre
rådet er imidlertid et uhyre penibelt emne. Ud over de fem
permanente medlemmer har Sikkerhedsrådet ti ikke-permanente
medlemmer, som roterer mellem resten af verdens lande, og som
vælges for en toårig periode.
Sikkerhedsrådets nuværende sammensætning reflekterer
verdenssituationen ved afslutningen af Anden Verdenskrig.
Disse eksempler peger på vanskelighederne med at finde en
acceptabel styring af verdens store problemer og definere FN's
rolle.
Det viser, at der desværre er lang vej til, at der kan blive
enighed om, hvordan de nødvendige globale beslutninger kan tages,
samt til at finde den rette balance mellem de særinteresser, de
store lande har - og samtidig tage vare på, at alle verdens landes
problemer og interesser bliver rimeligt tilgodeset.
Vi er mange, der mener, at de Forenede Nationer burde være det
rette forum for de globale problemer og påkrævede beslutninger. Men
hertil kan man desværre sige, af FN endnu ikke helt har formået at
etablere de nødvendige procedurer, der kan resultere i en effektiv
beslutningsproces.
Men dette kunne måske afhjælpes med lidt god vilje fra FN's
medlemmer. Det er i hvert fald svært at forstå, hvordan en mulig ny
global organisation kan blive meget forskellig fra det nuværende
FN.
Kilde: www.politiken.dk
|
