Københavns Kommune tjener på konventionsbrud

Skal Københavns Kommune have lov til at profitere på Israels krænkelser af den humanitære folkeret og menneskerettighederne? Kommunen har placeret investeringer i en række virksomheder, der støtter Israels besættelse af palæstinensiske områder. Gennem investeringer i en række internationale og israelske selskaber modarbejder kommunen implementeringen af en række FN-resolutioner, som har til formål at sikre en langsigtet fredelig løsning på konflikten.

Af Marc Schade-Poulsen, Euro-Mediterranean Human Rights Network, Trine Pertou Mach, Mellemfolkeligt Samvirke og Jørgen Estrup, FN-Forbundet.

I disse år, hvor offentlige institutioner profilerer sig på social bevidsthed, er manglen på konsekvens af kommunens etiske investeringspolitik himmelråbende. Som forsvarer for den humanitære folkeret og menneskerettighederne opfordrer vi politikerne til at sætte handling bag ord - og sikre at Københavns Kommune seriøst forholder sig til sin egen etik også i forhold til sin rolle i internationale konflikter - og dermed omgående trækker sine investeringer ud af de selskaber, der direkte eller indirekte støtter de ulovlige israelske bosættelser.

Allerede i december sidste år blev det med henvisning til en opgørelse, lavet af den israelske organisation 'Who Profits', dokumenteret, at Københavns kommune har investeret adskillige millioner kroner i israelske bosættelser, der er bygget på palæstinensisk territorium og derfor er ulovlige i henhold til international humanitær lov. Det fremgår af artikel 49 i den fjerde Genevekonvention. Bosættelserne udgør ifølge FN's Sikkerhedsråd en væsentlig forhindring for fred i Mellemøsten (Resolution 446). Spørgsmålet om bosættelserne har været et centralt omdrejningspunkt for alle fredsforhandlinger siden Seksdageskrigen i 1967 og frem til i dag.

Besættelse er per definition en midlertidig situation, og den besættende part må ikke gøre besættelsen permanent ved at overføre dele af sin egen civilbefolkning til besat territorium. International Røde Kors, som på et politisk neutralt grundlag officielt har mandat til at tilse den humanitære situation og sikre overholdelse af international humanitær lov i konfliktsituationer, anerkender derfor ikke de israelske bosættelser. Der er heller ingen stater, som anerkender at bosættelserne er en del af Israel. Ifølge den israelske menneskerettighedsorganisation B'Tselem er de i alt 223 bosættelser, som huser i alt 462.000 bosættere, medvirkende til brud på palæstinensernes ret til selvbestemmelse, lighed, ejendomsret og bevægelsesfrihed. Rettigheder, som er stipuleret i FN's Menneskerettighedskonvention .

Københavns Kommune har, ifølge bladet Kommunen, investeret 12,9 mio. kr. i tretten virksomheder, som enten har deres produktion fysisk placeret i bosættelserne eller producerer materiale og udstyr til bosættelserne.

Mogens Lønborg, medlem af Borgerrepræsentationen for de Konservative, har argumenteret mod at trække investeringerne ud med henvisning til, at kommunens investeringspolitik ikke skal bruges til at føre aktiv udenrigspolitik. Nok er det ikke Københavns Kommune, der formulerer Danmarks udenrigspolitik, men det er beklageligt at se, hvordan Mogens Lønborg således frakender sig kommunens etiske principper og den sociale ansvarlighed, som ligger bag investeringspolitikken. I og med, at kommunen har formuleret en etisk investeringspolitik, der bygger på hensyn vedrørende menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder, miljøhensyn, atomvåben og klyngebomber, kommer man ganske enkelt ikke udenom at se ud over sin egen kommune- og landegrænse. Omvendt er kommunen allerede med til at føre udenrigspolitik, da kommunen jo netop har investeret millioner af kroner i virksomheder, hvis aktiviteter fører til krænkelser af folkeretten og menneskerettighederne og som er med til at forhindre løsningen af en international konflikt. Det er ikke et spørgsmål om, at kommunen selvstændigt skal føre aktiv udenrigspolitik, men at kommunen skal afholde sig fra at blive involveret i konkrete menneskerettigheds- og folkeretsovertrædelser samt handle i overensstemmelse med den danske udenrigspolitiske linje på området. Og her taler udenrigsminister Lene Espersen (K) - samme parti som Mogens Lønborg - et meget tydeligt sprog, da hun i en pressemeddelelse fra marts måned udtalte: "Danmarks holdning til bosættelser er klar: De er ulovlige i henhold til den internationale folkeret og de udgør en forhindring for fred" (Information 10. marts).

Hvis det skal give mening at have en etisk investeringspolitik, skal den ikke kun eksistere på papiret men også implementeres i den virkelige verden. For i praksis at leve op til internationale standarder er der på europæisk plan de sidste år sket en stigning i antallet af organisationer og kommuner, som vælger at trække sine investeringer ud af foretagender, der støtter ulovlige besættelsesaktiviteter i Palæstina. Danske Bank valgte i januar i år at trække sine investeringer fra to israelske selskaber - "Africa Israel Investments" og "Elbit Systems" - med henvisning til, at deres aktiviteter i bosættelser og omkring separationsbarrieren overtræder internationale normer. Alle gode skridt i den rigtige retning, som Københavns Kommune bør have in mente, når man endeligt skal tage stilling til socialborgmester Mikkel Warmings (EL) forslag om at trække investeringerne fra de ulovlige aktiviteter. Netop for at bringe sig i overensstemmelse med egen vedtagne investeringspolitik.

Hvorfor er investeringerne et problem? Den franske transportgigant Veolia er ved at bygge en israelsk letbane i det palæstinensiske Østjerusalem. Letbanen, som opføres af Veolias datterselskab Connex Israel, skal transportere den israelske befolkning rundt til ulovlige bosættelser og er de facto med til at gøre den israelske besættelse af Østjerusalem og Vestbredden permanent. Dette er en konsekvens af, at Israel udbygger bosættelsernes infrastruktur og dermed er med til at stadfæste deres eksistens. Letbanens rute har ikke indlagt stoppesteder i de flere af de områder, hvor der bor flest palæstinensere, og bringer derved mørke associationer frem om det sydafrikanske apartheidregimes politikker. På initiativ af en fransk organisation føres der en retssag mod virksomheden ved en fransk domstol i Nanterre. I de irske byer Dublin og Galway har bystyret valgt helt at udelukke Veolia fra byens internationale investeringsportefølje med henvisning til selskabets konkrete aktiviteter og til det faktum, at hverken Irlands regering eller FN anerkender de ulovlige bosættelser på Vestbredden og i Østjerusalem. Ifølge avisen Le Monde Diplomatique valgte Bordeaux Kommune i Frankrig for nyligt at trække investeringer for i alt 53,3 mio. dollars ud af Veolia ligesom Sandwell Kommune i England har ekskluderet virksomheden fra at deltage i et offentligt udbud til en værdi af 1 mia. dollars. Derudover mistede Veolia sidste år en kontrakt for metroselskabet i Stockholm til en værdi af 2,5 mia. dollars. Kommune vil således langtfra stå alene ved at følge ovenstående eksempler og trække sine investeringer ud af Veolia.

Københavns Kommune har også investeringer i det irske selskab Cement Roadstone Holdings, som ejer 25 pct. af Mashav Initiating and Development - eneejer af cementproducenten Nesher Israel Cement Enterprises -  der producerer og sælger mere end 85 pct. af al cement i Israel. Nesher leverer cement, der bruges til konstruktion til bosættelser samt til opførelsen af den israelske separationsbarriere, som ifølge FN besværliggør hverdagen og de økonomiske muligheder for mere end 280.000 palæstinensere i 122 landsbyer. Et tredje fortagende, som kommunen investerer i, er Dexia Group en belgisk bank, der ejer Dexia Israel, som giver langstidslån til bosættere. Ifølge Le Monde Diplomatique har fjorten belgiske kommuner valgt at trække sine investeringer fra banken.

På trods af at der her er tale om selskaber, der i udgangspunktet producerer "civile" ydelser (kollektiv trafik, cement og bankvirksomhed) er der tale om ydelser, der alle involverer direkte folkerets- og menneskerettighedskrænkelser og som bidrager til at konsolidere bosættelsernes eksistens. Derfor medvirker virksomhederne til brud på artikel 49 i den fjerde Genevekonvention. Og ved at konsolidere bosættelsernes eksistens er virksomhederne med til at forhindre implementeringen af FN's Sikkerhedsråds resolution 242, der pålægger Israel at trække sig tilbage fra de besatte palæstinensisk områder.

Kommunens investeringspolitik er i udgangspunktet norm- og konventionsdrevet, hvilket betyder at kommunens finansielle anbringelser ikke placeres i selskaber, der overtræder internationalt anerkendte standarder. Kommunens investeringer foretages af en investeringsforening, der forvaltes af Danske Invest, Nykredit, PFA og LD som i praksis er dem, der foretager investeringer på vegne af kommunen. Kommunen har pålagt disse forvaltere at investeringerne sker i overensstemmelse med internationalt anerkendte normer, som er udstukket af FN og OECD. Som led heri skal forvalterne afstå fra at anbringe investeringer i virksomheder, der figurerer på anerkendte negativlister. I praksis følger kommunen Danske Bank koncernens linje, bl.a. fordi den benytter sig af et uafhængigt og anerkendt screening-selskab, Ethix SRI Advisors, der løbende screener selskaber i forhold til overholdelse af normerne.

Ifølge de FN-retningslinjer, som kommunens etiske investeringspolitik er baseret på - herunder UN Human Rights Norms for Business - må virksomheder ikke profitere på brud på menneskerettighederne og international humanitær lov, ligesom de er forpligtede til at overholde principperne i Genevekonventionerne. Ethix SRI Advisors, som kommunen selv benytter sig af, advarer på sin hjemmeside mod at investere i virksomheder, der leverer infrastruktur til bosættelserne, som er i direkte modstrid med adskillige FN-resolutioner.

Selvom det er helt klart, at bosættelsernes eksistens er et brud på Genevekonventionerne, findes der ikke nogen FN-resolution, der specifikt adresserer investeringer i bosættelser. Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune argumenterer mod at trække sine investeringer ud af bosættelserne, fordi der ikke findes nogen FN-resolution, der direkte forbyder investeringer. Man kan dog undres over Økonomiforvaltningens argumentation, da kommunen tidligere har valgt at ekskludere virksomheder, der producerer atomvåben, selvom der ikke findes nogen FN-konvention mod produktion af atomvåben.

Ifølge et internt dokument fra Økonomiforvaltningen (juni 2010) er man fra forvaltningens side bekymret over de administrative udfordringer, der er forbundet med at gennemføre samme tiltag, som i sagen om A-våben. Primært med henvisning til, at antallet af selskaber, der figurerer på Who Profits' hjemmeside (360) er for højt og derfor vanskeliggør en realisering af forslaget. I den forbindelse henviser kommunen til en rapport fra ATP om pensionsfondens investeringer i virksomheder med aktiviteter i bosættelser. ATP argumenterer i rapporten for, at listen på Who Profits' hjemmeside er vanskelig at verificere. På intet tidspunkt er ATP's konklusioner i noget autoritativt regi blevet vedtaget som korrekte og udtømmende. Man kan spørge, hvorfor Borgerrepræsentationen lægger op til at lade administrative praktikaliteter dominere etiske hensyn? Har man ikke netop en forvaltning, som skal garantere korrekt efterlevelse af vedtagne politikker?

I en debat i Deadline på DR2 om selvsamme sag den 3. juni mellem Finn Rudaizky (DF) og Mikkel Warming (EL), forsøgte Dansk Folkeparti at politisere sagen ved at reducere den til et udtryk for en konstant hetz mod Israel fra venstrefløjen. Her forsøgte Rudaizky ihærdigt at ideologisere sagen med grove beskyldninger om anti-semitisme. Det skal man ikke lade sig narre af. Tværtom er sagen af en yderst universel principiel karakter: Vil Københavns Kommune aktivt støtte brud på internationale normer og menneskerettigheder?  Den etiske investeringspolitik skal naturligvis implementeres alle steder, hvor disse overtrædelser sker og kan dokumenteres. Det ville være ærgerligt, hvis sagen bliver gjort til et spørgsmål om for eller imod Israel frem for at fokusere på sagens principielle karakter.

Investeringerne i den israelske besættelse burde være et stjerneeksempel på, hvorledes kommunen kan og skal forholde sig i konfliktsituationer og omhyggeligt foretage investeringer med omtanke og respekt for internationale spilleregler. Hvis ikke også lokaldemokratiet skal tage ansvar og sikre, at skatteydernes penge ikke bruges til at modarbejde de internationale spilleregler og sikre basale menneskerettigheder, hvem skal så? Faktum er, at kommunen tjener penge på den israelske besættelse, og oven i købet er med til at sikre dens forsatte eksistens.

Mellemfolkeligt Samvirke, Euro-Mediterranean Human Rights Network og FN-forbundet opfordrer Københavns kommune til at efterleve sit eget etiske normsæt i praksis og sikre at kommunen ikke bidrager til brud på folkeretten og menneskerettighederne. Vi opfordrer derfor kommunen til at sætte en stopper for investering af skatteydernes penge i den ulovlige israelske besættelse.

Kronikken er også bragt i Politiken den 16. august 2010

UN Photo/Michos Tzovaras