Konventionsforpligtelser er ikke et ‘tag selv bord’
Udtalelse fra FN-forbundets Repræsentantskabsmøde lørdag den 5. november 2011
FN-forbundet konstaterer med tilfredshed, at regeringsgrundlaget
for den nye S-R-SF regering fastslår: 'Indsatsen for
menneskerettighederne starter (dog) med, at vi sikrer os, at de
altid respekteres hos os selv.' Dermed burde de senere års mange
eksempler på misligholdelse af danske konventionsforpligtelser og
på politisk negligering af FN's indsats for at alle lande -
herunder Danmark - overholder de basale menneskerettigheder være
slut.
Men skiftende regeringers mere end 10 års tilsidesættelse af
statsløse unges konventionssikrede ret til dansk statsborgerskab og
resultatet af den nylige FN-gennemgang af Danmarks overholdelse af
de konventionsforpligtelser, som Folketinget har vedtaget viser, at
der er brug for både et større politisk engagement, nye
administrative procedurer og bedre offentlig information, hvis
Danmark skal fastholde sit internationale renommé på
menneskerettighedsområdet.
Derfor lægger FN-forbundet stor vægt på den nye regerings løfte
om, at: 'De af Danmark ratificerede eller tiltrådte konventioner
kortlægges, registreres og opdateres centralt, således at dansk
opfølgning af påtagne forpligtelser kan dokumenteres og overvåges
løbende.' Dette 'informations- og overvågningsinstrument' må
iværksættes hurtigst muligt.
Erfaringerne fra skiftende regeringers administration af vore
internationale forpligtelser viser imidlertid, at Folketingets og
civilsamfundets frie adgang til information og mulighed for løbende
kontrol af opfølgningen er helt afgørende for resultatet. Hvis det
skal sikres, at skiftende regeringers politiske præferencer ikke
kan påvirke den administrative opfølgning af ratificerede eller
tiltrådte konventioner, må det derfor være et uomgængeligt krav, at
det planlagte 'informations- og overvågningsinstrument'
tilrettelægges ud fra et 'armslængdeprincip', som sikrer direkte og
fuld offentlighed.
SE OGSÅ:
FN-forbundet presser
regeringen
|