Når FN's 65. generalforsamling åbner i New York om en lille
måned - 23. september - er den amerikanske valgkamp op til
midtvejsvalget i november allerede i højt gear.
Barack Obama og hans Demokrater kæmper for at fastholde flertallet
i Kongressens to kamre og dermed muligheden for at fortsætte den
reformlinie, som efter årtiers politiske kamp har åbnet det
amerikanske sundhedssystem for millioner af ubemidlede borgere.
Efter nogle amerikaneres mening nærmest udtryk for rendyrket -
europæisk(?) - socialisme.
Det var håbet - ikke mindst blandt Obama's mange fans uden for USA
- at en vedtaget sundhedsreform ville give den nødvendige politiske
handlefrihed på det udenrigspolitiske område. Men sådan er det ikke
gået. Det amerikanske vælgerkorps er dybt splittet og ikke mindst
præget af den økonomiske krise. Bortset fra terrortruslen og
soldaternes skæbne i Irak og Afghanistan er der meget lidt plads
til 'resten af verden' i amerikansk politik på denne side af valget
i november.
Det gælder ikke mindst den multilaterale dagsorden. Når FN's
generalforsamling, med udtalt amerikansk opbakning, mødtes
ekstraordinært i august for at drøfte oversvømmelseskatastrofen i
Pakistan, så var det ikke kun af humanitære årsager og for at
'styrke koordineringen af FN's nødhjælp' - overskriften for mødet.
Det var også udtryk for, at vitale amerikanske - og vestlige -
interesser er på spil. Katastrofen truer med at destabilisere
styret i Pakistan og styrke Taleban, hvilket kan få katastrofale
følger for krigsførelsen i Afghanistan og for stabiliteten i hele
regionen. Rigeligt eksplosivt stof selv i en amerikansk
valgkamp.
En tilsvarende interesse fra amerikansk side skal man næppe vente,
når 'Statuskonferencen om 2015-målene' afholdes 20. - 22.september
umiddelbart før generalforsamlingens start. Selv om amerikanske
medier plejer at stille nysgerrigt op, når New York invaderes af
eksotiske udenlandske statsledere i FN-sammenhæng, så kan man
frygte, at der ikke vil være megen sendetid for det afgørende
budskab: Verden har nu kun 5 år til at nå de globale udviklingsmål,
som 189 landes statsledere forpligtede sig til ved FN's
Millennium-møde i 2000. 'Keeping the promise - United to achieve
the Millennium Development Goals', som det hedder i overskriften
til det første udkast til slutdokument, er trods
Obama-administrationens erklærede multilaterale præferencer ikke en
politisk topprioritet i USA.
Så meget desto vigtigere er det, at andre lande presser på for at
fastholde den globale målsætning. Danmark har påtaget sig et
særligt ansvar ved via vores FN-ambassadør, Carsten Staur, at være
fødselshjælper ('co-facilitator') for topmødets forhandlinger
sammen med Senegal. I sit indlæg på Christiansborg-konferencen om
2015-målene 26.maj i år, arrangeret i fællesskab af FN-forbundets
folketingsgruppe og FN-forbundet, understregede han, at kravet til
medlemslandene er: 'Implementering, implementering, implementering
- NU!', hvis målene skal nås.
Det kan lade sig gøre, men det kræver øget vækst og beskæftigelse i
udviklingslandene og ikke mindst opfyldelse af mål nr. 8 -
'partnerskabet' - i form af øget udviklingsbistand. Der er - ikke
mindst i økonomiske krisetider - lang vej fra 0,31 % af BNI i 2009
til de 0,7 %, som FN's medlemslande i1970 besluttede skulle nås i
1975. Målsætningen er siden blevet bekræftet gang på gang, men de
fleste donorlande og især USA halter fortsat langt efter. Med
forårets reduktion endnu en gang af den danske bistandsprocent har
regeringen ikke ligefrem givet vores FN-ambassadør større
troværdighed i forhandlingerne om bistandens finansiering.
Udkastet til slutdokument - det såkaldte 'zero draft' - har været
til forhandling siden begyndelsen af juni måned. Det foreløbige
resultat, som Carsten Staur og hans senegalesiske partner
rundsendte 28.juli, gav ikke anledning til optimisme, men tværtimod
til så væsentlig bekymring, at danske NGO'er via NGO Forum og
92-gruppen i fællesskab besluttede at advare statsministeren om de
mulige negative konsekvenser. I brevet til Lars Løkke Rasmussen
hedder det:
'Vi anerkender det foreliggende udkasts mange rigtige
betragtninger og gode handlingsforsalg. Men handlingsafsnittet ("An
Agenda for Action") udgør ikke den konkrete og ambitiøse
handlingsplan, som vi mener, er nødvendig for at sikre opfyldelsen
af de otte udviklingsmål.'
Forhandlingerne om slutdokumentet blev genoptaget 25. august og
meget kan naturligvis nås i de 4 uger, som endnu er til rådighed
før mødets start. Når optimismen er begrænset, skyldes det
imidlertid, at status fra 'zero draft' markerer klare
tilbageskridt. Det gælder eksempelvis både den manglende vægt på
landbrugsstøtte til småbønder og bæredygtigt landbrug, men også en
udvanding af de mekanismer, som skal sikre at donorlandene lever op
til bistandsmålsætningen på 0,7 % af BNI.
Det er prisværdigt at Danmark er trukket i førertrøjen for at
fuldende den sidste etape frem imod målet i 2015. Men der er også
en betydelig risiko for, at det viser sig at være 'mission
impossible'. Selv så kompetent og dedikeret en 'gul trøje' som den
danske FN-ambassadør kan vise sig at have for lidt bistand til at
bringe feltet samlet til mål. Sporene fra COP 15 i København
skræmmer, og heller ikke i denne omgang kan man regne med, at
præsident Obama og USA kan sætte fart i processen. Det er der
hverken politisk opbakning eller økonomisk råderum til.
Realiseringen af 2015-målene er en udfordring til FN's medlemslande
i forening - fattige som rige. Men den største fare synes i
øjeblikket at være, at de rige lande endnu en gang løber fra deres
løfter om at skabe en fremtid, som giver plads og håb også for
verdens fattige og sårbare samfund. FN's generalsekretær sagde det
meget præcist på G 20 topmødet i Canada i juni: 'Under any
circumstances we must not balance budgets on the backs of the
world's poorest people'.
Den danske regering kunne bære førertrøjen på vej mod 2015-målene
med større autoritet og troværdighed, hvis man fjernede
finanslovens netop varslede nedskæringer i bistandsprocenten.
Lederen er også trykt i FN-forbundets Nyhedsbrev for august.
Klik her, hvis du vil
læse mere
