 |
|
 |
Organisationer appellerer om humanitær opholdstilladelse til irakiske asylansøgere
Amnesty International, FN-forbundet, Rehabiliterings- og
Forskningscentret for Torturofre (RCT), Red Barnet og
Euro-Mediterranean Human Rights Network (EMHRN) retter nu en fælles
appel til integrationsminister Birthe Rønn Hornbech om at
genoverveje udsendelsen af de afviste irakiske asylansøgere.
- Vi er en række rettighedsbaserede organisationer, der mener, at
tvangsudsendelse af de irakiske asylansøgere skaber alvorlige
rettighedsproblemer. Derfor appellerer vi nu i fællesskab til, at
Birthe Rønn Hornbech giver de afviste irakiske asylansøgere
humanitær opholdstilladelse, skriver de fem organisationer
samstemmende.
Organisationernes appel lyder:
Giv de afviste irakiske asylansøgere humanitær
opholdstilladelse
Amnesty International, FN-forbundet, RCT, Red Barnet og
EMHRN opfordrer regeringen til at sikre, at Danmark følger
internationale konventioner og respekterer advarslerne fra FN's
Flygtningehøjkommissariat om ikke at tvangsudsende de afviste
irakiske asylansøgere. Vi appellerer til, at man giver de irakiske
flygtninge humanitær opholdstilladelse af både humanitære og
sikkerhedsmæssige grunde.
Tæt på halvdelen af de 282 afviste irakiske asylansøgere kommer fra
egne i Irak, der af FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, betegnes
som områder, hvor situationen er så kaotisk og præget af alvorlige
menneskerettighedskrænkelser og hyppige brud på sikkerheden, at
asylansøgere herfra har behov for international beskyttelse. UNHCR
advarer særligt om, at enlige kvinder og religiøse og etniske
minoriteter er særligt truede i Irak.
Ifølge Flygtningekonventionen er det UNHCR's opgave og ansvar at
varetage konventionen. UNHCR har en særlig sagkundskab og status i
flygtningespørgsmål. Dét bør også anerkendes i Danmark.
Flygtningenævnet (og Udlændingeservice), som i modsætning til UNHCR
ikke har været i de fem centrale provinser i Irak, bør derfor have
meget tungtvejende grunde til at vælge at se bort fra UNHCR's
vurdering af situationen i Irak.
Vi er enige i, at afviste asylansøgere som udgangspunkt kan sendes
hjem. De 282 irakere er imidlertid i en helt særlig situation.
Mange har ventet i Danmark i en årrække uden at kunne leve et
normalt liv og uden reel mulighed for at vende hjem, da situationen
i Irak har været så farlig og usikker, at UNHCR og andre
organisationer konsekvent har frarådet tilbagevenden.
Asylansøgernes børn, der er vokset op i Danmark,
udgør en særligt skrøbelig gruppe med behov for hjælp. De er vokset
op i Danmark, taler dansk og ser sig selv som en del af det
danske samfund. De har ingen tilknytning til Irak. Undersøgelser
har vist, at det er skadeligt for børn at leve i længere perioder i
asylcentre. Der er talrige eksempler på, at forældrenes evne til at
udfylde forældrerollen og tage vare på børnene nedbrydes under det
årelange ophold i uvished samt at børnene er medtagne af den
manglende omsorg. At tvangsudsende børnefamilier efter årelange
ophold i Danmark til usikre forhold, risiko for overgreb og uden
forsørgelse og netværk vil være i strid med ånden i FN's
Børnekonvention.
Torturofre udgør en anden særligt udsat gruppe,
som Danmark har en særlig forpligtelse overfor. De traumer, som
mange af de irakiske flygtninge bragte med sig, da de søgte
beskyttelse for krig, tortur og forfølgelse i Irak er blevet
forværret under deres ophold i asylcentrene. Vi opfordrer
Integrationsministeren til at dokumentere, at der er tilstrækkelige
behandlings- og rehabiliteringsmuligheder for torturofre i Irak.
For andre behandlingstrængende irakere bør der være sikkerhed for,
at de kan modtage den nødvendige lægebehandling. Dette bør sikres
forud for enhver plan om tvangshjemsendelse.
Internationale konventioner bør ligge til grund for en humanitær
dansk flygtningepolitik, og det er vigtigt, at Danmark lever op til
både ånd og bogstav i FN's flygtninge-, børne- og
torturkonventioner.
Vi understreger, at den eksisterende danske lovgivning med
udlændingelovens § 9 b og c giver mulighed for at praktisere en
human flygtningepolitik, hvis der er politisk vilje hertil. Og vi
opfordrer til, at Integrationsministeren giver de afviste irakiske
asylansøgere humanitær opholdstilladelse.
For yderligere kommentarer kontakt:
Tue Magnussen, RCT: 2244 4395, tm@rct.dk
Claus Juul, Amnesty International, 5180 0863, cjuul@amnesty.dk
Marc Schade-Poulsen, EMHRN: 3264 1710, msp@euromedrights.net
Janne Tynell, Red Barnet: 2938 7217, jty@redbarnet.dk
Jørgen Estrup, FN Forbundet: 3318 8244, jedc@jorgenestrup.dk
|
 |
UN Photo/Michos Tzovaras

|
 |