Politiken lader hånt om de FN-ansattes sikkerhed
Mandag den 9. november 2009 skrev Anders Jerichow, Politikens kronikredaktør, at ’FN stikker halen mellem benene’, hvor han rettede en helt urimelig kritik mod FN som utilstrækkelig, utroværdig og uansvarlig – som når FN af sikkerhedshensyn til sine (civile) ansatte har valgt at trække knap 600 ud af de i alt 1.100 ansatte i Afghanistan efter terrorangrebet mod et guesthouse i Kabul, hvor seks FN-ansatte blev dræbt.
Læs reaktionen fra FN-forbundets formand, Jørgen Estrup, her, som bragt i Politiken lørdag den 14. november 2009.
POLITIKENS KRONIKREDAKTØR, Anders Jerichow, skriver under den
lidt hånlige overskrift ' FN stikker halen mellem benene' om
tilbagetrækningen af en del af FN's Afghanistan-udsendte efter
angrebet for nylig i Kabul.
Seks civile FN medarbejdere blev dræbt og et større antal såret
af Talebanterrorister forklædt som politifolk.
DENNE TRAGISKE BEGIVENHED er for Jerichow anledning til en helt
urimelig kritik, hvor han ironiserer over FN's utilstrækkelighed og
bestrider organisationens troværdighed i al almindelighed.
Sammenfattet i: »Det havde været så opløftende, hvis FN havde
overtaget en sjat ansvarlighed efter Murens fald«. Men hvis ansvar
er det egentlig, vi taler om? Ansvaret for FN's rolle i væbnede
konflikter ligger hos Sikkerhedsrådet, som styres af de fem
permanente medlemmer: USA, Rusland, Kina, England og Frankrig.
Hvis FN svigter, så er det i første række her, man skal søge
årsagen.
En helt afgørende grund til, at folkedrabet i Rwanda 1994 ikke
blev stoppet i tide, var, at stormagterne med Frankrig og USA i
spidsen ikke ønskede at gribe ind, selv om den canadiske general
Dallaire, som ledede den utilstrækkelige FN-styrke, informerede om,
hvad der forestod.
Og i Srebrenica 1995 stod et diminutivt kontingent hollandske
'blå baretter' magtesløse over for serbiske styrker, da massakren
på 8.000 ubevæbnede bosniske muslimer fandt sted.
FN's generalsekretær havde anmodet Sikkerhedsrådet om en styrke
på 34.000 mand til at beskytte de bosniske såkaldte 'safe havens'.
Han blev lovet 7.600 af Sikkerhedsrådet, men fik i virkeligheden
langt færre.
DA FN BLEV TIL for mere end 60 år siden i forlængelse af Anden
Verdenskrigs ragnarok, var stormagterne enige om, at FN skulle
udstyres med tilstrækkelig militær magt til at løse globale
konflikter. Det løfte blev indskrevet i FN-pagten, men hurtigt
glemt. I stedet må man i dag trygle afrikanske og asiatiske lande
om at stille med tropper, når massakrer i Congo og Darfur skal
stoppes.
Eller man bemyndiger Nato til at intervenere på FN's vegne, som
det er sket i Afghanistan.
OG MENS USA og de andre Nato-lande diskuterer frem og tilbage,
hvor mange soldater der skal til for at skabe sikkerhed i
Afghanistan, så bliver FN-ansatte dræbt.
Det er ikke soldater, FN har i Afghanistan.
Det er civile uden våben. Ikke desto mindre er det dem, der
ligesom ansatte fra andre hjælpeorganisationer står i
skudlinjen.
Af hensyn til de ansattes sikkerhed forventes nu 600 ud af i alt
1.100 ansatte under FN's mission i Afghanistan (UNAMA) trukket
ud.
Det er ifølge Jerichow endnu et eksempel på, at man ikke kan
stole på FN. Var det ikke på sin plads, om Politiken i stedet
bakkede op om dem, som risikerer livet i FN's tjeneste?
Taleban har taget ansvaret for angrebet. Hvem tager ansvaret for
FN's personale?
Det er ikke soldater, FN har i Afghanistan. Det er civile uden
våben. Ikke desto mindre er det dem, der ligesom ansatte fra andre
hjælpeorganisationer står i skudlinjen.
Af JØRGEN ESTRUP, LANDSFORMAND, FN-FORBUNDET.
|
