Ratko Mladic’ anholdelse er en sejr for menneskerettighedsforkæmpere verden over
Pågribelsen af Ratko Mladic er en god nyhed, som man har ventet
på i 15 år. Femten år er længe, men vel at mærke er der ingen
tidsbegrænsning eller udløbsdato for den forbrydelse mod
menneskeheden som tortur udgør. Forhåbentlig kan anholdelsen bane
vej for både det nødvendige retsopgør og på længere sigt bidrage
til etablering af den nødvendige forsoningsproces på Balkan. Man må
håbe, at anholdelsen og sigtelsen af Mladic kan bidrage til
skabelse af en international retsorden.
Mladic anses - sammen med bl.a. Goran Hadzic - for at være en af
de hovedansvarlige for de overgreb, der blev begået under krigene i
det tidligere Jugoslavien. Siden 1995 har han som den militære
leder af enheder i den serbiske hær i begyndelsen af 1990erne været
eftersøgt af det internationale krigsforbrydertribunal,ICTY. Han er
mistænkt og vil nok blive sigtet for en lang række af forbrydelser
mod menneskeheden: folkedrab, etnisk udrensning og
krigsforbrydelser, herunder især grov og udbredt brug af
tortur.
Anholdelsen af Ratko Mladic' er både af stor symbolsk og
politisk betydning. Symbolsk fordi arrestationen forhåbentlig kan
bidrage til, at Serbien nu mere aktivt arbejder sammen med det
internationale krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien
med henblik på at gennemføre det nødvendige retsopgør baseret på
Folkerettens principper.
Politisk fordi det sender et vigtigt signal til andre dele af
verden om nødvendigheden af at retsforfølge krigsforbrydere og
torturbødler, hvad enten de er ansvarlige for etnisk udrensning af
bosniere på Balkan, kurdere i Tyrkiet eller af tjetjenere eller er
ansvarlige for tortur i Abu Ghraib eller på Guantanamo. Om de
hedder Milosevic, Mladic, Putin eller Bush, Cheeney eller Rumsfeld
- eller Pinochet er uden betydning. Ikke mindst af hensyn til
ofrene for krigsforbrydelser og tortur er det vigtigt, at ofrene
får en anerkendelse og oprejsning.
Nyheden er en stor opmuntring for menneskerettighedsforkæmpere
verden over og bliver forhåbentlig tillige en milepæl i arbejdet
for en international retsorden baseret på folkerettens principper.
Det er godt, at udenrigsminister Lene Espersen har hilst
anholdelsen velkommen, men det ville være godt, hvis den danske
regering også havde mod til aktivt at sige fra overfor Putin eller
opfordre Obama til at tage initiativ til at få retsforfulgt Bush,
Cheeney eller Rumsfeld for deres ansvar for tortur.