DanMUN

Danish Model United Nations

DanMUN blev stiftet i marts 2006 som en forening baseret på frivilligt arbejde med tætte bånd til FN-forbundet.

Baggrunden for at starte DanMUN var at skabe en stærk platform for Model United Nations i Danmark med udgangspunkt i vores egne erfaringer og at sikre en kontinuerlig afholdelse af et årligt Danish Model United Nations i København.

Vi har ca. 15 aktive medlemmer. Vores fælles udgangspunkt er, at vi alle er studerende fra Københavns Universitet, Roskilde Universitet og Copenhagen Business School med interesse for FN, international politik og afholdelse af samt deltagelse i MUN's.

Der er indtil videre blevet afholdt DanMUN én gang årligt siden 2006. Derudover er det ambitionen at afholde en række mindre MUN's på universitets- og gymnasialt niveau rundt omkring i landet.

DanMUN's vision
Det er DanMUN's vision at øge medstuderendes viden om og interesse i FN og international politik med udgangspunkt i afholdelse af Model United Nations, samt at give deltagerne i DanMUN's konferencer en række diplomatiske redskaber i forhold til forhandling og konfliktløsning, samt en viden om det internationale samfund. DanMUN ønsker at fungere som et samlingspunkt for studerende fra hele verden, hvor viden og erfaringer deles på tværs af politiske og nationale tilhørsforhold.
Se mere på www.DanMUN.org

Hvad er Model United Nations?
Et MUN er en simulering af et mere eller mindre fiktivt scenarie inden for FN's Generalforsamling, Sikkerhedsrådet eller andre relevante internationale FN-organer.

Fælles for alle MUNs er, at deltagerne repræsenterer et land i enten Sikkerhedsrådet eller et andet FN-organ. De skal her, efter deres bedste evne, forsøge at finde løsninger og søge kompromiser på den konflikt de behandler. Løsninger der vel og mærke er så tæt som overhovedet muligt på den nationale dagsorden, der præger det land de repræsenterer.

Eksempler på scenarier i DanMUN 2006, 2007 og 2008 inden for Sikkerhedsrådet er:
1. Ønsket om et selvstændigt Kurdistan i det nordlige Irak
2. En eskalerende konflikt i den Demokratiske Republik Congo
3. Kosovos status som et selvstændigt land

Et MUN med Sikkerhedsrådet som fokus har derfor som dets overordnede mål at nå frem til en resolution, der i større eller mindre grad kan ses som en løsning på de problemer, der behandles i simuleringen. Realisme er dog højt på dagsorden i DanMUN, og resolutioner vedtages derfor ikke altid. Ligesom det er tilfældet i den virkelige verden!

For at styrke realismen i spillet er det derfor essentielt, at deltagerne tilegner sig en betydelig viden om den udenrigspolitik, det land de repræsenterer, ønsker at få gennemført. Repræsenterer man f.eks. et EU-land, er det oplagt at sætte sig ind i både den nationale  samt europæiske agenda.

Generelt om MUN's
Simuleringer af internationale organisationer så som FN begyndte lang tid før FN's fødsel. Der afholdes ca. 400 MUN-konferencer om året på verdensbasis, varierende fra folkeskole til universitetsniveau, med mellem 15 og 3000 deltagere!

NordMUN
Nordic Model United Nations er et internationalt samarbejde på tværs af de nordiske MUN-foreninger. NordMUN blev stiftet den 15 juni 2008 af ledende kræfter i en række nordiske MUN foreninger, deriblandt DanMUN. NordMUN har deltagelse af Danmark, Sverige, Norge, Finland og forhåbentlig snart Island.

NordMUN's vision
Det er NordMUN's vision at støtte nordiske MUN foreningers udvikling og eksistens og at drage nytte af hinandens erfaringer og netværk, og det er planen at afholde weekend-seminarer omkring de såkaldte "rules of procedure" inden for FN/Sikkerhedsrådet. Det er tanken, at der på sigt skal afholders et Nordisk MUN hvert år på rotation imellem medlemmerne af NordMUN.

 

Aktuelt

Grænser for finansiel frihed?

"Ligesom stater rimeligvis kan presse hverandre til at beskytte klimaet ved at begrænse CO2-udslippet, bør stater presse hinanden til at stoppe den finansielle uansvarlighed. Friheden på dette felt er gået for vidt og må begrænses." Sådan skriver Ole Olsen, medlem af FN-forbundets bestyrelse.

Fyraftensmøde: Burma - på vej fra militærdiktatur til demokratisering?

Vi får besøg af Annette Berentzen, der, udover en stor viden om landet og de seneste års udvikling bl.a. kan bidrage med informationer om og holdninger til, i hvor høj grad militæret har sluppet magten; hvilken rolle demokratiforkæmperen og oppositionslederen, Aung San Suu Kyu vil spille fremover; og hvordan Danmark og danske ngo'er kan bidrage i fremtiden. Det er mandag den 6. februar 2012 kl. 17 - 19

Bæredygtighed og mode

Et nyt samarbejde med FN’s Global Compact program om udviklingen af det første verdensomspændende etiske regelsæt, skal fremme bæredygtighed og etisk ansvarlighed i modebranchen. Og Danmark er med i front.

FN-forbundet · Store Kongensgade 36, 4. th. · 1264 København K · Tlf. 3346 4690 · Fax 3646 4649 · Mail fnforbundet@una.dk