1. January 0001

Masser af FN på Folkemødet

logo

 

For andet år i træk er FN Byens organisationer gået sammen med os i FN-forbundet om et fælles FN-telt på Folkemødet på Bornholm.

Over 4 intense dage kan du deltage i debatter om flygtninge, om fattigdom i Danmark, om kendisser i udviklingsarbejdet, om sundhed, om Verdensmålene, om virksomheders ansvar og private investeringer i forhold til bæredygtig udvikling.

Du kan høre om, hvordan du starter en karriere i FN og Mogens Lykketoft fortælle om hans erfaringer med FN-systemet efter snart et år på formandsposten; du kan score et Dizzy Goal, du kan træde ind i en flygtningelejr med Virtual Reality - og du kan stemme på, hvem du synes, der skal være Verdens næste leder, når vi inviterer dig til at sætte dit hjerte for din hjertesag.


____________________________________________________


Søndag spørger vi sammen med Europabevægelsen: Hvad betyder globalisering for dig? Kom forbi og giv din mening om alt fra demokrati, menneskerettigheder, arbejdskraftens fri bevægelighed, og hvad FN's Verdensmål betyder for DIG.

Stine Bosse, formand for Europabevægelsen, Casper Pedersen, Europapolitisk ordfører, VU, Jacob Lund, tidl. MF'er (S) og tidl. formand for den danske delegation til Europarådet, Maria Gudme, medlem af forretningsudvalget DSU og vores helt egen Andreas Hansen fra FN-forbundet København sidder for bordenden ved hvert deres bord.

>>Følg os!

Skal du ikke til Folkemødet, kan du stadig følge og blande dig i debatterne på de sociale medier. Via hashtagget #FNfmdk vil der blive tweetet og opdateret fra alle organisationerne på tværs af de sociale medier.

Du finder FN-forbundet på Twitter og Facebook.

>>Hvornår?

Den 16. - 19. juni 2016. FN-forbundets event, Giv din stemme - hvem skal være verdens næste leder? foregår lørdag den 18. juni fra kl. 13-14. Se FN Byens Facebookside og Folkemødets egen hjemmeside for at se programmet for alle dagene.

>>Hvor?

B5 på Nordlandspladsen

>>Hvem?

FN-forbundet - er en tværpolitisk NGO og en medlemsforening, der arbejder for at styrke interessen for FN og øge forståelsen for nationernes gensidige afhængighed og fælles ansvar for den internationale udvikling.

UNDP - FN's Udviklingsprogram er FN's største udviklingsorganisation med et bredt mandat til at fremme bæredygtig menneskelig udvikling.

UNHCR - leder og koordinerer internationale indsatser for at beskytte flygtninge og løse flygtningeproblemer verden over.

UNICEF Danmark - en af UNICEF's i alt 35 nationale komiteer og arbejder for at udbrede kendskabet til FN's Børnekonvention og for at samle penge ind til UNICEF's arbejde.

UNOPS - FN's operationelle projekt-organisation, som støtter implementeringen af partneres fredsskabende, humanitære og udviklingsmæssige projekter verden over.

UNEP DTU Partnership - arbejder for at støtte global omstilling mod CO2 og klimavenlig, bæredygtig udvikling.

WHO - arbejder for global sundhed, former dagsordenen for sundhedsforskning, sætter normer og standarder, artikulerer evidensbaserede politikker, yder teknisk assistance til lande, og monitorerer og vurderer tendenser i den globale sundhed.

WFP - FN's Fødevareprogram (WFP) er verdens største humanitære organisation, som bekæmper sult globalt.