1. January 0001

FN tiltrækker sig uønsket opmærksomhed efter lækket undersøgelse

I FN eksisterer der en såkaldt tys-tys kultur, når det kommer til seksuelle krænkelser og overgreb, mener tidligere FN-medarbejder Andrew McLeod. Han estimerer, at mere end 60.000 voldtægter er blevet begået under FN-flaget. For nyligt blev der lækket en intern UN Ethics rapport, der viser manglen på beskyttelse af de, der tør tale ud om disse overgreb.

732645

@UN Photo / Kim Haughton

Beviser for seksuel udnyttelse af lokale kvinder og børn i Haiti, begået af højtstående landechefer i hjælpeorganisationen Oxfam, kom tidligere på måneden frem i medierne, og Oxfam's ledelse bliver beskyldt for at holde hånden over gerningsmændene. Men desværre er det ikke kun Oxfam's ledelse, der har syndet. Også FN's fredsbevarende tropper blev i 2015 afsløret i at drive en børneprostitutionsring i Haiti. Flere andre anklager om seksuelle overgreb på børn begået af FN's fredsbevarende styrker, blandt andet i Congo, Sudan og Den Centralafrikanske Republik er sidenhen kommet frem. Der har sågar været rapporter om et såkaldt "Food-for-Sex" program, drevet af ansatte under UNHCR, der involverede bistandsarbejdere fra mere end 40 organisationer i Vestafrika (specielt i Liberia, Guinea og Sierra Leone), hvor flygtningebørn blev udnyttet på det groveste og tvunget til seksuelle tjenester for at modtage de mest basale nødvendigheder for overlevelse.

Ifølge en nyligt lækket rapport er det en meget bekymrende trend, og der er flere eksempler på medarbejdere, der er stået frem med anklager, og blevet lagt på is i deres respektive FN-organisationer. Men flere og flere kvinder begynder nu at vise modet og stå frem med deres anklager.

Rapporten viser, at selvom FN-systemet scorer højt på ligestilling og støtte til kvinder i systemet, eksisterer der et problem i forhold til beskyttelse af whistleblowers. Miranda Brown, der hjalp med at afsløre seksuelle overgreb, begået af FN-folk i den Centralafrikanske Republik i 2014, er et eksempel på denne 'culture of silence'. Hun taler for et eksternt whistleblower system, der skal sikre, at FN-medarbejdere, der fremsætter beskyldninger om umoralske gerninger bliver beskyttet bedre end de gør nu.

Et andet eksempel på coverup og underrapportering af seksuelle krænkelser i FN systemet drejer sig om behandlingen af anklagerne mod UNAIDS underdirektør Luiz Loures. Han beskyldes for at overfalde en af hans kvindelige kolleger på en forretningsrejse med uvelkomne kys og berøring i en elevator. Rapporteringen blev givet til den interne enhed IOS. Uoverensstemmelser i Loures' hukommelse burde have givet grobund for retsforfølgelse af ham, men i stedet fik han lov at træde af, og der var mange fejl og mangler i behandlingen af anklagen.

Generalsekretær Guterres udstedte i 2017 et nyt direktiv der skal sikre at interne tilfælde af seksuelle krænkelser på arbejdspladsen samt sager om overgreb i FN ikke tolereres. Den inkluderer en såkaldt Hotline, hvor overgreb og krænkelser begået af FN folk kan indrapporteres direkte. Samtidig har WFUNA startet kampagnen Not Under the UN Flag, som du kan støtte lige her.

Direktivet er et skridt i den rigtige retning; det er blevet meget sværere at dække over sådanne sager, og arbejdet med bedre beskyttelse af whistleblowers og lighed på arbejdspladsen i FN, skal sikre at FN's legitimitet ikke sættes over styr. Eksemplet med Oxfam viser, at det ikke længere er så nemt for ledelsen at lægge låg på anklagerne, og direktivet fra Guterres viser da også, at FN sætter stærkere ind for at komme lignende sager til livs, og behandle sagerne med rettidig omhu - som den bør. Mange kritikere er skeptiske overfor om direktivet er nok, og det er, ifølge den lækkede rapport, også en bekymring i FN's eget system.