Verdensmål på Spil på Folkemødet
30. June 2019

Dialog, debat & leg i højsædet

Folkemødet på Bornholm er nu veloverstået, og det var et ambitiøst program, vi havde for os i FN-forbundet.

Sammen med 92-gruppen, Globalt Fokus og Dansk Erhverv satte vi Danmarks implementering af Verdensmålene til debat på baggrund af Spotligthrapporten i det flotte Verdensmålstelt. Sammen med Atlantsammenslutningen og MF Aaja Chemnitz Larsen (IA) diskuterede vi i Folkeoplysningens Telt Arktis, Grønland og konventioners betydning for det internationale samarbejde.

I Institut for Menneskerettigheders telt dykkede vi ned i paradigmeskiftet og udhulingen af de sociale rettigheder sammen med Amnesty International – mens vi tog Danmark til eksamen i kvinderettighederne sammen med Kvinderådet, DUF og UN Women på CISU’s og Levende Havs kutter ’Anton’. Sammen med Højskolerne og Liberalt Oplysningsforbund LOF diskuterede vi klima med unge gennem dilemmaspillet Klodens Dilemma.

Vores nye brætspil Verdensmål på Spil var med og blev testet af i en solskinsplet på græsset midt i Folkemødet. Og hele vejen igennem gik vores globusser rundt og spredte glæde og talte med høj som lav om FN-forbundet, om Verdensmålene og globalt ansvar – bl.a. udenfor FN-byens telt. 

Verdensmålsprisen 

På årets Folkemøde blev de første vindere af Verdensmålsprisen udpeget og hædret. Det var tre stærke felter med tre spændende og inspirerende finalister til hver Verdensmålspris – Inkluderingsprisen, Forandringsprisen og Ildsjælsprisen – fra et fiskeriprojekt på Afrikas Horn over børnebøger om Verdensmålene til vores næstforperson i FN-forbundet, Ditte Ingemann Hansen.

Ditte var nomineret til Ildsjælsprisen for sit arbejde med KBH SDG netværket, der sidste år udgav skyggerapporten på Københavns Kommunes implementering af Verdensmålene. Det blev dog læreren Søren Peter Dalby Andersen fra KlimaZirkus, der løb med prisen for sit arbejde for at gøre Verdensmålene virkelighedsnære for elever, forældre, politikere, skoler og virksomheder. Men uagtet var nomineringen en flot anerkendelse af Dittes arbejde - og af netværket.

De øvrige vindere var Majken Gilmartin, Global Goals World Cup for Inkluderingsprisen og 7. årgang på Gram Skole for Forandringsprisen. Prisen er er indstiftet af 2030-Panelet, der understøtter 2030-Netværkets arbejde.

Alt i alt et hæsblæsende, hektisk og herligt Folkemøde… Helt som det plejer at være - og vi glæder os allerede til næste år!

På vores Facebook-side kan du se billeder fra dagene på Bornholm – og på Twitter og Instagram kan du også få et indblik via #GlobaltAnsvar

 

FN-forbundets deltagelse i Folkemødet var støttet af Hermod Lannungs Fond.