IOM
16. October 2019

Migranters rettigheder er vigtige for dig

“Menneskerettighederne er under pres, og migranter er de første, der bliver angrebet. De næste er dommerne og andre dele af retsystemet.”

Af Kirsten Larsen 

Sådan lød det fra Kristina Touzenis, der leder afdelingen for international lov i den Internationale Organisation for Migration. FN-Forbundets studietur til Geneve havde tirsdag morgen mulighed for at diskutere IOM’s arbejde og forholdsvis nye tilknytning til FN-systemet med den danske jurist. Hun fortalte om en lang forandringsproces i IOM, der betyder, at organisationen har en mere rettighedsbaseret tilgang til migration.

“Det er vigtigt at forstå, at når man kæmper for migranters rettigheder, så kæmper man ikke bare for andres rettigheder, men også for sine egne. Men det kan være svært for mennesker, der altid har levet i et trygt samfund, at forstå, hvor vigtigt, det er at sige fra over for angreb, der ikke er direkte rettet mod en selv,” sagde Kristina Touzenis.

For os, der er født i et land som Danmark i en tid med gratis sundhedsvæsnet og uddannelsessystem, virker behovet for menneskerettighederne og et velfungerende retsystem ikke påtrængende. Men det er afgørende vigtigt. Når ens rettigheder bliver respekteret, har man muligheder, understregede hun.

På FN-Forbundets møde med IOM kom vi vidt omkring. Den nye migrationsaftale, det blev vedtaget i Marrakesh i Marokko sidste år. En aftale, der blandt andet har til formål at legalisere en del af den irregulære migration, der er. Vi diskuterede IOM’s rolle i hjemsendelser af mennesker, der ikke ønsker at rejse hjem. Og blandt andet klimaforandringernes betydning for migrationen. Men den del af mødet er uden for referat.

_________________________________________________

Kirsten Larsen er freelancejournalist med mange års erfaring med at rapportere om FN og international politik. Hun deltager i vores studietur til Geneve, der finder sted 14.-16. oktober 2019.