Dyrkning UN Photo/ WFP/ Jeanine Traore
12. November 2020

Den mest oversete krise i verden

Udviklingsminister Rasmus Prehn var for nylig på besøg i Burkina Faso, hvor han besøgte nogle af FN’s Fødevareprograms (WFP) vigtige projekter, der er blevet sat i gang her og i Sahel-regionen, som følge af  ”verdens hurtigst voksende, men indtil nu måske mest oversete humanitære krise.”

Både udviklingsministeren og WFP's direktør David Beasley understregede vigtigheden af, at der kommer større international opmærksomhed og solidaritet, hvis ikke katastrofen i Burkina Faso og Sahel-regionen skal forværres. Danmark er en af de største donorer for Burkina Faso, men der er behov for at få flere lande med.

Ifølge tal fra FN, er 2,7 millioner mennesker internt fordrevet i Sahel-regionen. 3,3 millioner er i fødevarekrise, 6.600 er blevet dræbt som resultat af voldshandlinger, 3.500 skoler er blevet lukket på grund af angreb, og i alt står 13 millioner mennesker og har akut brug for hjælp. Derfor beskrives situationen også som værende en af de største humanitære kriser vi har i verden lige nu. Og derudover må vi, ifølge Beasley, se frem til en forværring som følge af Covid-19, og de konsekvenser pandemien står til at have for landene i Sahel-regionen. 

Danmark i spidsen for international donorkonference

Ifølge udviklingsminister Rasmus Prehn bør lande som Danmark hjælpe mere til, da det kan inspirere andre til at gøre det samme. For hvis ikke det internationale samfund træder til og handler nu, frygter han at der snart vil stå en meget alvorlig krise ved Europas dørtrin.

”Hvis vi ikke hjælper folk ud af sult og fattigdom, så bliver de nemmere at rekruttere til terrorgrupper, der bliver mere krig og konflikt, og i sidste ende bliver der flere flygtninge”.

For tre uger siden var Danmark derfor vært ved en international donorkonference, hvor man fejrede, at FN’ Fødevareprogram netop havde modtaget Nobels fredspris. Her håbede David Beasley og Rasmus Prehn på at indsamle omkring 15 milliarder kroner fra det internationale samfund til den humanitære krise, som i øjeblikket finder sted på det afrikanske kontinent. Det lykkedes at indsamle 10 milliarder. 

Med hjælp fra FN’s Fødevareprogram har Danmark desuden arbejdet på at finde løsninger på de ekstreme tørkeproblemer, som regionen døjer med. Og ifølge Rasmus Prehn giver den form for udviklingsbistand håb for fremtiden fordi ”det ikke bare mætter maver én gang, men giver fremtidsperspektiver for både de lokale og for de internt fordrevne”. 

Pengene fra donorkonferencen skal gå til helt basale ting som vand og mad, men også til det udviklingsarbejde som giver indbyggerne mulighed for selv at dyrke afgrøder.

Og ifølge David Beasley er der ingen tid at spilde. 

”Hele verden vil mærke, hvis regionen destabiliseres yderligere og sender mennesker på flugt. (…)Hvis der ikke gøres noget ved problemerne i det centrale Sahel nu, kommer vi til at se voldsom sult og yderligere destabilisering. Så følger migration, og så kommer det til at koste 1000 gange mere”.


***

Stop Sult Fonden, der administreres af os i FN-forbundet, støtter hvert år WFP’s arbejde i Burkina Faso. Helt specifikt deres skolemadsprogram, hvor 77.000 skolebørn i Sahel-regionen dagligt får to måltider nærende mad gennem FN’s fødevareprogram.

Skolemadsprogrammet dækker 994 grundskoler og sikrer, at eleverne dagligt får morgenmad og frokost igennem hele skoleåret. Gratis skolemad gør en enorm forskel for familier, fordi det giver et socialt sikkerhedsnet. For mange er skolemåltiderne nemlig afgørende for, at der er råd til at sende børnene i skole. For bare 1,25 kr. om dagen kan ét barn få gratis skolemad. Støt Stop Sult Fonden med et valgfrit beløb på MobilePay 68 500. 

Følg med i arbejdet på Facebooksiden.