15. September 2020

FN's 75. generalforsamling er åbnet

FN’s 75. generalforsamling er åbnet, og den rituelle FN-uge nærmer sig - men den bliver ikke, som den plejer. Som det aldrig er sket før, bliver den nemlig virtuel på grund af Coronapandemien. 

Typisk ville verdens ledere nu være på vej til New York for at holde møder, for at tale foran det gyldne podium i Generalforsamlingen, for at deltage i højniveaumøder, sideevents og bilaterale konsultationer, for at sætte fokus på lige netop deres mærkesager - med alt det virak, der følger, når statsledere og politikere, civilsamfund og virksomhedschefer, journalister og kendisser stimler sammen i FN’s hovedkvarter.

Men selvom korridorerne kommer til at ligge stille hen, bliver der ikke skruet ned for ambitionerne. Her er 4 ting, der er værd at holde øje med: 

1) Plenardebatten 

Det er altid et hovedfokus for FN-ugen, når verdens præsidenter og statsledere går på podiet i Generalforsamlingen. Den starter den 22. september kl. 15 dansk tid, men på grund af det virtuelle format bliver talerne via video.

Det har betydet, at flere statsoverhoveder end nogensinde før er planlagt til at tale. Dette inkluderer præsident Xi Jinping fra Kina og Vladimir Putin fra Rusland, som typisk ikke deltager personligt i Generalforsamlingen.

Hvad opnås og hvad går tabt ved dette format? Hør FN-kenderne Mark Leon Goldberg og Richard Gowan, direktør i International Crisis Group diskutere, om virtuelt diplomati kan erstatte den slags personlige diplomatiske "speed dating", som FN-ugen ofte sammenlignes med i en podcast fra UN Dispatch. 

#UNGA 

2) Fejringen af FN’s 75 års jubilæum

“The future we want, the United Nations we need: reaffirming our collective commitment to multilateralism.” Under den overskrift markeres 75-året på et højniveaumøde allerede mandag den 21. september. Her vil konklusionerne fra den globale dialog, der blev lanceret tilbage i januar, præsenteres. 

#UN75 

3) Topmødet om biodiversitet 

Biodiversiteten, den rige variation i liv, falder i takt med, hvad FN har advaret om, "en hidtil uset hastighed." Over en million arter er i fare for udryddelse, to milliarder hektar jord er i øjeblikket nedbrudt, og 66 procent af havene, 50 procent af koralrevene og 85 procent af vådområderne er blevet ændret markant og negativt af menneskelig aktivitet.

Topmødet finder sted den 30. september. Læs også rapporten 2020 Biodiversity Outlook der blev offentliggjort den 15. september.

#ForNature  

4) Beijing +25  

Fremskridt på ligestilling og kvinders rettigheder er blevet hårdt påvirket af Covid-19, på grund af den så hyppigt skæve sociale og økonomiske struktur.  

Den 1. oktober skal dette og andre spørgsmål vedrørende ligestilling mellem kønnene og empowerment drøftes i FN i forbindelse med 25-årsdagen for den internationalt vedtagne Beijing-handlingsplan, der er bredt anerkendt som den mest omfattende og fremadrettede plan for at fremme kvinders og pigers rettigheder. 

#GenerationEquality