Trump tweet Iran
8. January 2020

Man må ikke slå ihjel

I forlængelse af USA’s drab på den iranske generalmajor, Qassem Soleimani, under hans besøg i Irak, er der grund til at se på de internationale regler for krigsførelse – som har fået en ny dimension med missilbærende droner. Der er også grund til at minde om, at der er en række fredelige instrumenter, når konflikter skal løses.

Af Ole Olsen, medlem af FN-forbundet

Det anerkendte princip i krigsførelse er, at det er i orden at ødelægge fjendens militære kapacitet – men at tab af liv skal være så begrænset som muligt, og at civile ikke bør rammes. Princippet var lettere at følge, dengang hære mødtes på en øde slagmark, end det er i nutidens mere komplekse krigsbillede, men det er fortsat international ret.

Nej til ”præventive angreb”

Det er tilladt at dræbe i selvforsvar, men der kan selvsagt være tvivl om, hvornår man befinder sig i en sådan situation. Det blev drøftet grundigt i tiden efter 11. september 2001 med terrorangrebene i USA som bagtæppe. Her søgte bl.a. USA at få tilslutning til såkaldte ”præventive angreb”, hvilket kun lykkedes i begrænset omfang.

Det skyldes, at det er en meget elastisk fortolkning, som kan misbruges. USA hævder, at drabet på den iranske generalmajor var et præventivt angreb for at beskytte sine borgere. Iran vil kunne bruge tilsvarende argumenter for at dræbe fx amerikanske ledere, som jo jævnligt truer Iran med bål og brand. Tager vi en hjemlig afstikker, vil den iranske oprørsgruppe med tilhængere i Ringsted af Iran kunne beskrives som et legitimt mål for Iran, hvilket måske lå bag begivenhederne i oktober 2018.

Det nytter ikke, at vi accepterer planlagte drab som et middel til at opretholde eller skabe en international orden. Sådanne metoder vil med stor sikkerhed få den modsatte virkning, og der findes bedre muligheder for at håndtere sådanne problemer.

Brug FN

Jeg er ikke meget i tvivl om, at Iran har kritisable aktiviteter i Irak, men den rigtige vej at gå for Iraks regering og dens støtter vil være at klage til FN’s Sikkerhedsråd og der fremlægge sagen. Det kan Sikkerhedsrådet reagere på på flere måder, i første omgang ved at sende observatører og få fakta på plads. I forlængelse heraf kan Rådet vedtage sanktioner eller endog skrappere midler.

Det synes også som om, alle statsledere har glemt Den Internationale Domstol i Haag. Den kan tage stilling til udeståender mellem lande, hvis parterne er villige til at lægge deres Twitter-konti til side for en stund og lade eftertænksomhed og præcedens afgøre en konflikt.

”Slå først – Frede” var som koncept sjovt på film, men som en metode til konfliktløsning og fredelig sameksistens er det håbløst.