Verdensmaal Globus Gennemsigtig RGB
30. September 2021

Debat: Verdensmålene - set med kommunalpolitiske øjne

Lørdag den 2. oktober fra kl. 16-17.30 inviterer FN-forbundet på stor paneldebat, hvor vi blandt andet skal tale om miljø, klima og bæredygtighed i et kommunalpolitisk perspektiv. Alle, der har lyst til at overvære paneldebatten, der afholdes i Festsalen på Odense Rådhus (Flakhaven 2), er velkomne.

Lørdag den 2. oktober afholder FN-forbundet vores årlige landsmøde. I år afholdes det i Odense.

Efter landsmødet har vi planlagt en paneldebat med en række af de lokale kandidater til Odense Byråd, hvor vi skal diskutere verdensmålene set med kommunalpolitiske øjne. Alle er velkommen til debatten - også selvom man ikke er medlem af FN-forbundet.

I panelet kan man møde Kim Slott Nielsen (Nyt Odense), Susanne Ursula Crawley Larsen (Radikale), Tommy Hummelmose (Konservative), Johnny Killerup (Liberaterne), Reza Javid (Enhedslisten), Niclas Turan Kandemir (Socialdemokratiet), Claus Houden (Venstre), Carsten Sørensen (Dansk Folkeparti) og Silas Lønborg (Socialistisk Folkeparti).

Journalist Kirsten Larsen, der er tilknyttet Globalnyt.dk, vil være moderator ved debatten. 

De 17 verdensmål er globale målsætninger, der blandt andet har til formål at sikre bæredygtig udvikling og økonomisk vækst. Skal vi lykkes med at løse de målsætninger og udfordringer, vi står overfor, kan det kun lade sig gøre, hvis vi gør det i fællesskab, og hvis alle lande bidrager på alle niveauer. De problemer, vi står overfor, er globale.

FN-forbundet blev stiftet i 1970 som en sammenslutning mellem Den Danske FN-forening, Dansk Samråd for de Forenede Nationer og Een Verden. Forbundet går dog helt tilbage til Foreningen til Danmarks Neutralisering, der blev stiftet af den danske modtager af Nobel Fredspris, Frederik Bajer, i 1882.