1. January 0001

Følg FN's opfordring: Stop tvangshjemsendelser til Irak

Af Tue Magnussen, medlem af FN-forbundets bestyrelse


I DISSE DAGE er det et år siden, at de danske myndigheder efter den voldsomme rydning af Brorsons Kirke for alvor påbegyndte tvangshjemsendelserne af de afviste irakiske flygtninge til Irak.

Selv om Kirkeasyls aktion og de omfattende folkelige protester sidste år trods alt muliggjorde, at det lykkedes for en snes irakere at undgå at blive hjemsendt og i stedet få asyl eller opholdstilladelse, må man ikke glemme, at tvangshjemsendelserne i det forløbne år er fortsat, selvom de er i strid med advarslerne fra FN.

Senest landede et chartret fly med op imod 61 irakere, der har boet i Danmark, Norge, Sverige og Storbritannien, 1. september i Bagdads lufthavn, samtidig med at USA officielt indstillede sine militære kampoperationer i landet.

I den situation, hvor man kan frygte en forøget usikkerhed i Irak, blev Danmark 3. september sammen med andre europæiske lande igen udsat for en fornyet kritik af FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) pga. tvangshjemsendelsen af irakere til Irak. UNHCR opfordrer igen de europæiske regeringer, herunder den danske, til at indstille udvisningerne af irakere.

SELV OM UNHCR's opfordring ikke nåede frem til de danske avisspalter, er appellen entydig: Vi opfordrer kraftigt de europæiske regeringer til at yde irakerne beskyttelse, indtil situationen i deres oprindelsesområder i Irak er sikre, udtalte talsmanden for UNHCR, Adrian Edwards.

UNHCR advarer om, at bileksplosioner, vejsidebomber, morterangreb og bortførelser er en daglig trussel mod irakerne. Man opfordrer til ikke at sende afviste asylansøgere tilbage til de fem centrale provinser i Irak, som fortsat er farlige - Bagdad, Diyala, Kirkuk, Nineveh og Salahuddin.

Siden 13. maj 2009, hvor den danske regering indgik aftalen med Irak om tilbagesendelse af afviste irakiske asylansøgere, er mindst 2.196 mennesker blevet dræbt og 6.459 såret ved bombeangreb og anden vold i Irak i de forløbne 15 måneder. Senest blev syv mennesker dræbt og 20 såret ved en eksplosion i Bagdad 5. september 2010.

DET ER VIGTIGT at huske, at ikke alene viste meningsmålinger en stigende støtte til de afviste irakiske asylansøgere, men en meningsmåling fra analyseinstituttet Interresearch viste, at 68 procent af danskerne mente, at Danmark ikke bør sende flygtninge tilbage til lande, som FN advarer imod, at man sender dem til.

Mere end to ud af tre lagde altså - modsat regeringen - vægt på FN's advarsel. Det gælder utvivlsomt fortsat og understreger kun opfordringen til den danske regering fra FN-forbundet om at lytte til UNHCR. Det er ikke alene til stor skade for de afviste irakiske asylansøgere, det er også til skade for Danmarks ry internationalt, når regeringen ikke vil følge FN's opfordring.


Debatindlægget er også trykt i Politiken 9. september 2010


Find den oprindelige pressemeddelelse fra UNHCR her.