Hjemsendelser til Syrien

Danmark har sin egen “strammerfilosofi” – uafhængigt af hvad FN, EU og alliancepartnere som USA mener. Som i 30’erne er der en statsligt udmålt kvote for dansk “medmenneskelighed”.

I Danmark er vi stolte af beretningen om, hvordan danske jøder i oktober 1943 blev hjulpet til Sverige på flugt fra den tyske besættelsesmagt. Vi taler derimod sjældent – og helst ikke – om den barske flygtningepolitik, som den danske regering førte over for flygtninge fra Tyskland op igennem 1930’erne efter Hitlers magtovertagelse. Herunder over for de mange jødiske flygtninge, som bestemt ikke var velkomne. 

Arbejdsløshed og sociale problemer var tidens vilkår, men især frygten for tusindvis af jødiske flygtninge og antisemitiske reaktioner i befolkningen gjorde udslaget. Den socialdemokratiske justitsminister K.K. Steincke udtrykte i april 1937 meget ærligt regeringens dilemma: »Umenneskelig vil man ikke være, og menneskelig tør man ikke være af hensyn til konsekvenserne.« Efter Krystalnatten i 1938 forsvandt også ærligheden.

Derfor tillod man højst midlertidig opholdstilladelse til jødiske flygtninge og kun under forudsætning af, at de kunne forsørge sig selv, uanset at de ikke fik arbejdstilladelse. Håndhævelsen blev gradvis strammere. Politiet fik beføjelser til at erklære personer for uønskede uden klare grænser for skønnet. Grænserne blev lukket for jødiske flygtninge, og de, som slap igennem, blev sendt tilbage, selv om de havde nær familie i Danmark. Mange endte deres dage i en jødisk ghetto eller kz-lejr efter deportation. 

Danmark er langt bedre stillet nu, end vi var i 30erne. Et rigt land uden dybtgående sociale problemer og i dag med et historisk lavt niveau for modtagelse af flygtninge. Men som i 30erne er der skabt en religiøst betinget afstandtagen over for en bestemt gruppe af flygtninge. 

Også i dag er det regeringens politik at sende flygtninge tilbage, uanset at de pågældende lande er styret af ekstremt voldelige og retsløse regimer som i Syrien eller af regeringer uden reel kontrol med retssystem og undermineret af korruption og voldelige overgreb som i Afghanistan og Somalia. 

Vi ved, at det koster nogle af dem livet. Men vi lukker øjnene. 

Som i 30erne forhindrer vi flygtninge i at arbejde og uddanne sig, hvis deres opholdstilladelse inddrages. De bliver i stedet parkeret på såkaldte udrejsecentre for at motivere dem til frivilligt at rejse hjem. Det sker, uanset at Danmark ikke har en aftale med deres hjemlande om tilbagevenden eller helt mangler diplomatiske forbindelser, som tilfældet er med Assads terrorregime i Syrien.

Regeringens begrundelse: Flygtninge skal rejse hjem, når de ikke længere har behov for beskyttelse. Problemet er, at de danske udlændingemyndigheder insisterer på at vide bedre end alle andre, hvornår beskyttelse ikke længere er nødvendigt. Selv om det står højt og klart i en aktuel rapport, som Flygtningenævnets formand henviser til, at »forsvindinger og anholdelser ved tilbagevenden til Syrien, herunder i lufthavnen i Damaskus, er rapporteret«, så fastholdes det, at hjemrejse til Damaskus er sikkert.

Danmark har sin egen strammerfilosofi – uafhængigt af hvad FN, EU og alliancepartnere som USA mener. Som i 30erne er der en statsligt udmålt kvote for dansk medmenneskelighed.

Danmark har tidligere taget klar afstand fra 30ernes flygtningepolitik. Det gjorde statsminister Anders Fogh Rasmussen den 4. maj 2005 med ordene: »En undskyldning kan ikke gøre historien om, men den kan tjene til at erkende historiske fejltagelser, så nuværende og kommende generationer forhåbentlig undgår lignende fejl i fremtiden.«

Har den socialdemokratiske regering igen fortrængt, at menneskerettighederne er individuelle og også gælder den enkelte flygtnings behov for tryghed? I så fald bliver der brug for, at en dansk statsminister endnu en gang må sige undskyld. 

Jørgen Estrup,
medlem af FN-forbundets bestyrelse og tidl. landsformand. 

Debatindlægget er bragt i Jyllands-Posten den 5. maj 2021. Foto af Krizjohn Rosales fra Pexels