1. August 2021

Større samfundsansvar for virksomheder

Af Ole Olsen 

Der er globalt en større og større enighed om at (store) virksomheder skal vise større samfundsansvar.

Mest aktuelt kommer det til udtryk i en bred enighed om, at transnationale virksomheder skal betale en fair skat i de lande, hvor de tjener penge og ikke kan nøjes med en symbolsk betaling af hovedkvarteret, som måske bor i skattely.

Techgiganterne, f.eks. Google og Facebook, bliver nævnt som virksomheder, der skal til lommerne, ligesom der stilles krav om, at de skal få bedre styr på, hvad deres it-teknologi formidler. Internettet er en global gave, men formidler også meget snavs.

Mere upåagtet er arbejdet på feltet i FN’s Menneskerettighedsråd, som Danmark aktuelt er medlem af. Her er der på den nylige samling gjort status 10 år efter rådets vedtagelse af ”UN Guiding Principles on Business and Human Rights”, som er et regelsæt for ordentlig virksomhedsadfærd på menneskerettighedsområdet. Konklusionen er, at det globale regelsæt har gjort en positiv forskel, og der er lagt op til, at medlemslandene skal gøre mere for at udbrede og håndhæve reglerne.

Det er ikke nogen selvfølge, at internationalt aktive virksomheder bliver afkrævet et internationalt ansvar. Historisk har flere lande brugt meget politisk knofedt på at skærme (egne) virksomheder fra sådanne forpligtelser, så de kunne koncentrere sig om at tjene penge. Dette illustreres nok bedst med den skæbne, der overgik et FN-center, som fra 1975 arbejdede med sådanne spørgsmål. Dets arbejde, som i en række år blev ledet af danskeren Peter Hansen, blev modarbejdet, og centret endte med at blive nedlagt i 1992.

Et FN-initiativ med omtrent samme formål opstod i 2000 under navnet ”Global Compact”, hvis omdrejningspunkt er 10 principper for ordentlig forretning, som virksomheder frivilligt kan tilslutte sig. Det har nu 13.500 virksomheder i 162 lande gjort. I regi af ILO (Den Internationale Arbejdsorganisation) trækker konventionerne mod social dumping i samme retning, og de 17 verdensmål i 2015 har også givet et ekstra fokus på virksomheders ansvar.

FN’s principper for virksomheder og menneskerettigheder er ikkebindende lov, men de forpligter dog medlemslandene og dermed (deres) virksomheder til at nøje at vurdere samfundseffekten af deres forretning. Dette både når de køber ind, og når deres produkter når frem til forbrugerne.

Har partnerne i importlandet rimelige forhold for deres ansatte, sådan at der arbejdes under sikre forhold, og at der ikke forekommer tvangs- eller børnearbejde? Og er virksomhedens produkter uden krænkende eller andre negative virkninger for forbrugerne?

Aktuelt kender vi debatten om ansigtsgenkendelse i overvågningsudstyr som et rettighedsproblem, ligesom vi lige har erfaret, at fire europæiske bilfabrikanter havde aftalt at lade være med at anvende ny miljøvenlig teknologi. De har nu accepteret en stor bøde udstedt af EU.

I UNCTAD (FN’s organisation for handel og udvikling), i OECD, i EU og i mange andre fora arbejdes med nye krav til, hvordan virksomhederne mere præcist skal beskrive, hvordan de arbejder med deres samfundsansvar. Det er information, som også investorer efterspørger, idet især pensionskasser har skærpet deres etiske krav til, hvad deres penge skal bruges til.

Det kan ofte være svært at få øje på en rimelig bred global enighed om, hvordan verden bør forandre sig, men hvad angår holdningen til virksomheders ansvar for mennesker og miljø synes der at være sat en fornuftig global dagsorden. Og selv om der som ved andre emner er hår i suppen, ser det ganske lovende ud.