Jensw I Debatten
4. March 2022

Ukraine: De ansvarlige skal stilles til ansvar for ethvert bombardement, ethvert barn der bliver dræbt i krigen

Der er kun én vej ud af en krig, og det er ind i diplomatiet, siger FN-forbundets forperson i Debatten på DR2.

Da Vladimir Putin torsdag den 24. februar sendte sine første missiler og tropper ind i Ukraine, fremkaldte det øjeblikkeligt meget stærke reaktioner i resten af verden. Verdenssamfundet var hurtig til at påføre Rusland nogle meget skrappe sanktioner.

Senest har et stort flertal af medlemslandene ved FN's Generalforsamling på et hastemøde onsdag krævet, at Rusland straks skal trække alle sine styrker ud af Ukraine (141 stemte for, 5 imod).

Endnu har det ikke haft nogen synlig effekt. Krigen er stadig i fuld gang. Men krigen stopper en dag. Og når det sker, så skal vi gøre alt hvad vi kan for at få placeret et ansvar for de mange forbrydelser, der har fundet sted under krigen. Det slog FN-forbundets forperson, Jens Wandel, fast, da han torsdag var gæst i Debatten på DR2 for at diskutere krigen i Ukraine.

"Vi skal bruge hele den internationale retsorden til at monitorere menneskerettigheds-krænkelser - ethvert bombardement, ethvert barn der bliver dræbt - så de ansvarlige kan stilles til ansvar. Om det så tage 10 eller 20 år, de skal stilles til regnskab".

Jens Wandel slog også fast, at der kun er én vej ud af en krig, og den vej går gennem diplomatiet, og det handler om at være forberedt på det.

"Historisk set har krige en ende, hvad sker der så? Der er kun én vej ud af en krig, og det er ind i diplomatiet. Derfor er det vigtigt, vi har en plan, når krigen slutter".

Se Debatten fra DR2 her.

Efter udsendelsen svarede Jens Wandel sammen med andre deltagere fra debatten på spørgsmål fra seerne på dr.dk. Se spørgsmål og svar her.


Følg med:
Den nyeste info om Ukraine fra FN HER
Læs baggrundsinfo hos FN-biblioteket HER
UNHCR data portal on Ukraine Refugee Situation HER