Skoletjenesten
5. April 2022

FN-forbundets Skoletjeneste i København søger undervisere

Er du optaget af international politik, diplomati og bæredygtig udvikling? Ønsker du praktisk erfaring i civilsamfundet med fokus på formidling og undervisning? Så er FN-forbundets Skoletjeneste lige noget for dig!

Stillingsopslag for nye frivillige:

Hvem er FN-forbundet?
FN-forbundet er en selvstændig, uafhængig og tværpolitisk NGO, som støtter de Forenede Nationers (FN’s) arbejde, værdier og formål. Vi arbejder lokalt, nationalt og internationalt. Vi søger indflydelse, blander os i debatten, oplyser og samarbejder med både danske og internationale organisationer om fred og konfliktløsning, menneskerettigheder, reform af FN og ikke mindst civilsamfundets involvering i internationale forhandlinger - fordi vi tror på globalt ansvar.

Hvad er Skoletjenesten?
Skoletjenesten er en del af FN-forbundet med anker i sekretariatet i København. Den drives primært af frivillige kræfter fra fortrinsvist unge studerende på videregående uddannelser og lign. Vi tager ud på grundskoler, efterskoler, højskoler, gymnasier, osv. med vores tilbud (oplæg, rollespil, brætspil og app-baserede spil). Der er Skoletjenester i København, Aarhus, Odense og Aalborg - hver af disse ledes af en koordinator. Skoletjenesten har eksisteret i mange år og har materialer, herunder spil og oplæg, til rådighed.

Er det dig, vi leder efter?
Skoletjenesten i København søger lige nu to engagerede frivillige undervisere. Som underviser i Skoletjenesten København bliver du en del af vores hold af skønne undervisere og er med til at tage ud på skolebesøg. Som udgangspunkt vil det ca. være 10 timer om måneden inklusiv et månedligt møde, hvor vi både planlægger spændende Skoletjeneste-aktiviteter og hygger med pizza! Man er selvfølgelig altid mere end velkommen til at lægge ekstra engagement i Skoletjenesten.

Man bliver derfor ikke lønnet for forberedelse og de møder, man deltager i, men man får et honorar på 500 kr. pr. skolebesøg samt dækning af transportudgifter.

Vi forventer at du:

  • Er god til at tage ansvar og initiativ
  • Er god til at arbejde selvstændigt
  • Er frisk på at arbejde med det organisatoriske såvel som det faglige og undervisningsmæssige
  • Går til opgaven med et godt humør og åbent sind
  • Deltager i lokale og nationale interne møder (ca. 1-2 pr. måned)
  • Sætter dig ind i Skoletjenestens materialer og virke

Vi tilbyder:

  • Stor kreativ frihed og mulighed for at påtage sig ansvar
  • Erfaring i en internationalt orienteret NGO
  • Mulighed for at styrke dine undervisningskompetencer
  • Et fagligt miljø, hvor du kan udbygge og vedligeholde din viden om international politik og diplomati
  • Et godt fællesskab med viden og interesse for internationale forhold

Ansøgningsproces
Send gerne en e-mail med CV og et kort ansøgningsbrev til skoletjenestenkbh@gmail.com. Ansøgningsfristen er d. 19. april, og vi afholder samtaler kort tid derefter.

Kontakt os endelig, hvis du har spørgsmål! Disse kan stilles til Mille Gydahl-Jensen på FN-forbundets sekretariat mgj@fnforbundet.dk eller på Skoletjenestens mail: skoletjenestenkbh@gmail.com.


Vi glæder os til at høre fra dig