4. Møde Med Munkhtur Palam , Guvernør I Kherlen Soum, Dornod Provinsen
1. October 2024

Anne var valgobservatør i Mongoliet: Folk kom til valgstederne i nationaldragter

Foto: Privat

’Valg er hjørnestenen i ethvert demokrati, og valgobservatører støtter den demokratiske udvikling. Har befolkningen ikke tillid til at valget foregår fair og ordentligt, stemmer de ikke. Og det bliver svært at acceptere valgresultatet. På et tidspunkt, hvor demokratier er under pres i en række lande verden over, har det aldrig været vigtigere at styrke tilliden til demokratiske valg.’

Sådan siger Anne Poulsen, der er valgobservator, udsendt af udenrigsministeriets udsendelsesfacilitet for Fred og Demokrati (UFD). Vi har taget en snak med hende om hvordan valgobservatører kan være med til at styrke demokratiet, ikke mindst i år, som bliver kaldt ’super election year’ – året med historisk mange valg over hele kloden.

Anne Poulsen var udsendt til Mongoliet og det blev en ’fantastisk og berigende oplevelse’ og ’en kæmpe bedrift’: Mongoliet var min første langtidsobservation. Jeg var udstationeret i den østlige del af landet, som dækker Dornod, Khentii og Sükhbaatar provinserne. Min base var Choibalsan, som er hovedbyen i Dornod provinsen. Vi var 18 langtidsobservatører og 151 korttidsobservatører, et meget lille antal i lyset af det kæmpe areal, vi skulle dække – Mongoliet er 36 gange Danmarks størrelse. Så det, at 1/3 af alle valgsteder i Mongoliet blev observeret på valgdagen, var i mine øjne ganske enkelt en kæmpe bedrift. Det var en helt fantastisk og berigende oplevelse. Overalt blev vi mødt af stor åbenhed, tillid og stolthed. Det var meget rørende at opleve den alvor og respekt, som både vælgerne og de valgtilforordnede viste på selve valgdagen. Mange havde rejst flere timer for at nå valgstedet og mange var mødt op i nationaldragter.’

For Anne var det særligt værdifuldt at være med til at styrke et ungt demokrati -  Mongoliet afholdt sit første valg i 1990: ’Forud for valget i sommers, skete der store grundlovsændringer i maj 2023. Blandt andet blev parlamentets størrelse øget fra 76 til 126 medlemmer, og samtidig blev et nyt valgsystem introduceret, som var baseret dels på flertalsafstemning og dels på forholdstalsvalg. Der blev også indført en kønskvote, der sikrer 30 procent kvindelige kandidater, hvilket resulterede markant flere kvinder i parlamentet, det såkaldte State Great Khural. Tallet steg fra 13 til 32. Alligevel er kvinder stadig underrepræsenteret i det politiske liv og udgør kun en fjerdedel af parlamentet. Det er blandt andet fasttømrede kønsstereotyper sammen med begrænset adgang til ressourcer, der indskrænker kvinders deltagelse.’

Men alligevel har grundlovsændringerne hjulpet med at sikre en øget repræsentation – både geografisk og demografisk – og dermed styrke mangfoldigheden i demokratiet.

Og det er vigtigt: OSCE/ODIHR (Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europas/ Office for Democratic Institutions and Human Rights) konkluderer om arbejdet, at den juridiske rammesætning støtter demokratiske valg, men at lovgivningen bør tilpasses bedre internationale standarder for rettigheder og friheder.

At arbejdet som valgobservatører er vigtigt mener også det norske fredsforskningsinstitut (PRIO). Tidligere i år offentliggjorde PRIO en liste over sandsynlige og værdige Nobel Fredspris modtagere. Listen er baseret på PRIO’s direktør Henrik Urdals uafhængige vurdering, og har i år OSCE/ ODIHR øverst på top-fem listen. ODIHR observerer valg i OSCE’s 57 medlemslandene. I motivationen for en Nobels Fredspris til ODIHR og valgobservatører lyder det, at det vil sende et stærkt budskab om vigtigheden af frie og retfærdige valg og deres betydning for fred og stabilitet.

Tidligere boede Anne i Haiti mens hun arbejdede for World Food Programme og har siden været udsendt som korttidsobservatør i Ukraine til valg i henholdsvis 2007 og 2010. Også som udenrigskorrespondent har hun erfaret, hvordan manglen på demokrati kan skabe krig i verden: 'Jeg har med egne øjne set, hvor vigtigt et internationalt beredskab er, og hvor stor en forskel det gør at understøtte landes frie, fair og demokratiske valg.’

 

Du kan læse mere om PRIO her.

Du kan læse mere om Udenrigsministeriets udsendelsesfacilitet for fred om demokrati her.