Aktivister skal beskyttes bedre: Nyt forum vil bane vej
Trusler, retssager, kriminalisering af aktiviteter og i visse tilfælde vold er blevet hverdag for civilsamfundsorganisationer i Europa.
Til eksempel har to ud af tre NGO’er oplevet online trusler og hver tredje oplevet trusler ansigt til ansigt, viser den seneste rapport fra EU’s Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA). Særligt miljø- og menneskerettigheds aktivister er udsatte.
Det fortalte Sirpa Rautio, der er direktør i FRA, da hun i sidste uge holdt tale ved det første ”Forum for Miljø- og Menneskerettighedsforkæmpere”. Et initiativ der ledes i fællesskab af blandt andre FRA, FN’s Højkommissær for Menneskerettigheder (OHCHR), og Europarådet (COE).
Stærkere sammen
På forummet fortalte den finske rensdyrhyrde og medlem af Sveriges Sameting, Karin Kvarfordt Niia, at samerne bliver fordrevet fra deres land på grund af projekter med minedrift. Men de, der råber op, bliver mødt med negative mediekampagner og blandt andet kaldt ”forhindringer”.
Karin Kvarfordt Niia opfordrede derfor de mere end 400 fremmødte aktivister på mødet, til at bygge stærkere alliancer.
”Det er tid til, at vi står sammen for at skabe solidaritet for en retfærdig overgang, der beskytter både mennesker og planeten.”
Verden har brug for aktivister
Samme budskab lød fra Sirpa Rautio, direktør i FRA: stærke koalitioner er vejen. Samtidig er der brug for at fastholde engagement og håb.
”Vi ser forsøg på at fordømme eller udvande menneskerettighedslove eller fremstille dem som valgfrie … vi må stå sammen for at insistere på, at magthaverne forpligter sig til en utvetydig respekt for grundlæggende rettigheder, effektiv håndhævelse af lovene og en omfattende og tilgængelig klage, hvor rettigheder krænkes.”
Målet med det nye ”Forum for Miljø- og Menneskerettighedsforkæmpere” er at være løftestang for bedre beskyttelse af aktivister. Det er der ifølge Europarådets direktør for Sociale Rettigheder, Sundhed og Miljø, Rafael Benítez en rigtig god grund til.
"En ren, sund og bæredygtig fremtid afhænger af dem, der forsvarer den. Forsvarere af miljømæssige menneskerettigheder skal styrkes, støttes og beskyttes."
FN: Global alliance på vej
FN’s Højkommissær for Menneskerettigheder, Volker Türk satte i sin tale det nye Forum yderligere i perspektiv.
“Vores planet kæmper om vores opmærksomhed – imod krige og had og andre distraktioner Ind videre taber den. Miljø- og menneskerettighedsforkæmpere er ofte de første til at svare på kaldet.”
Så mens nogen vil skrue tiden tilbage, når det gælder frihedsrettigheder, lighed og miljøbeskyttelse, så må NGO’er, ifølge Volker Türk, finde nye veje at gå og nye måder at forenes og kæmpe videre på. ”Dette nye Forum er et vigtigt skridt i den retning,” sagde Volker Türk, der også fortalte, at FN i denne uge lancerer en ”Global Alliance for Human Rights”, der skal mobilisere alle, der bekymrer sig for planeten, uanset sektor og region.
Artiklen er en del af projektet “EU og FN i en ny verdensorden”, som vi samarbejder med EU-bureauet og Analyse & Tal om. Projektet modtager tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.