Bliv projektleder og arrangementskoordinator i FN-forbundet
LEDIG STILLING. Verdensordenen er i opbrud, og det kalder på, at vi får tænkt nye tanker ud fra nye globale vilkår. Bliv projektleder i FN-forbundet og få mulighed for at bidrage til at opbygge en folkelig tænketank om fred, konfliktløsning, bæredygtighed, udviklingspolitik, menneskerettigheder og FN’s fremtid.
I FN-forbundet har vi fået bevillinger til en række nye, spændende projekter, og vi søger nu en dygtig kollega til at hjælpe os med gennemførslen af dem. Kernen i jobbet er projektledelse og koordinering af arrangementer i hele landet – i tæt samarbejde med vores engagerede frivillige og vores lokale kredse.
Du bliver en del af et mindre sekretariat med tre fuldtidsansatte og en håndfuld deltidsansatte. Sammen med to andre projektledere – og i tæt dialog med generalsekretæren – vil du have ansvar for gennemførelsen af en stribe projekter med støtte fra både offentlige, private og internationale puljer.
FN-forbundet er en privat organisation, der er i familie med omkring 100 FN-forbund i andre lande. Vi arbejder for at skabe debat og oplysning om international politik, globale udfordringer og FN’s fremtid. Vores kerneaktiviteter omfatter:
Konferencer og debatmøder i hele landet
Temapublikationer og nyheder
Læringsprojekter, undervisningsmaterialer og rollespil
Engagement af unge
Faglige netværk, tænketanksarbejde og internationale netværk
Deltagelse i den offentlige debat
Vi søger en medarbejder med akademisk baggrund og god basisviden om international politik og FN. Vi ser meget gerne, at du har erfaring med at organisere og afholde debatarrangementer. Vi har brug for en medarbejder, der både kan tage fat med alt det praktiske og organisatoriske og som har mod på at stå på scenen som ordstyrer eller oplægsholder.
FN-forbundet er en forening med mange engagerede frivillige og et væld af samarbejdspartnere, så gode samarbejdsevner er helt afgørende. Organisationstalent og flair for projektledelse er en forudsætning for at kunne varetage stillingen.
Vi opfordrer alle uanset køn, alder, etnicitet, religion, politisk overbevisning, seksuel orientering, handicap m.m. til at søge stillingen.
Praktisk om stillingen
Arbejdssted: FN-forbundets kontor i København. Forvent en del rejseaktivitet og arbejdsdage rundt om i landet.
Arbejdssprog: Dansk
Ansættelsesbetingelser: Fastansættelse på fuld tid (37 timer/uge). Løn efter aftale og under hensyn til det generelle lønniveau i foreningen.
Praktisk om ansøgningen
Ansøgningsfrist: Tirsdag den 20. januar 2026 kl. 10.00
Send motiveret ansøgning og CV (vedhæft begge dele i én samlet pdf) til generalsekretær Rasmus Nørlem Sørensen på mail [email protected].
Hvis du har spørgsmål til stillingen, så er du velkommen til at kontakte generalsekretær Rasmus Nørlem Sørensen på mail – eller ring på direkte telefon (mobil): 61 27 72 56.
Vi afholder samtaler i sidste del af januar og forventer at kunne lave en aftale om ansættelse inden udgangen af måneden.
Opstart snarest muligt med forventet start den 1. marts 2026.
Udover den opslåede fuldtidsstilling, så har vi muligheder for universitetspraktik, virksomhedspraktik, ansættelse med løntilskud, deltidsansættelse og projektansættelser i FN-forbundet.