I Danmark er der religionsfrihed, eller? - Avisen Danmark

Tros- og religionsfrihed er en menneskeret, både indskrevet i Grundloven og i FN-konventioner. Ifølge en undersøgelse foretaget af Weekendavisen, mener en fjerdedel af mine medborgere åbenbart ikke, at denne frihed skal gælde muslimer i Danmark. De bør forlade Danmark, er der mange, der mener. En skræmmende holdning til medborgere med den anden tro end majoriteten

Af Ole Olsen, medlem af FN-forbundets menneskeretsudvalg

Regeringens udlændingeminister, Rasmus Stoklund, ser det desværre ikke som en opgave at beskytte religionsfriheden for praktiserende muslimer, faktisk tvært imod. Et af hans seneste initiativer har været at bede kommuner om at indberette, hvis der sker bønnekald fra moskeer – til mulig gene for den offentlige orden. Der er mig bekendt ikke lykkedes at finde et eneste bønnekald, så et ikke-problem.

Og så lige været vidne til at selvsamme minister har udtalt, at muslimer ikke burde søge julehjælp, uanset om deres sociale situationen gør det aktuelt eller ej. Han forsøger at øjensynligt at skabe en ”dem og os” -modsætning. Det er dog mit indtryk, at de mange leverandører af julehjælp fortsat valgte rummeligheden og ignorerede Stoklunds anti-muslimske dagsorden.

Og så vil Stoklund udstede forbud mod burkaer i skoler. Det kan give god mening, men sagen er øjensynligt, at der ikke rigtigt er nogle skolesøgende som går med burka – så et trist forsøg på at forbinde muslimer i Danmark med det som Taliban i Afghanistan står for.

Regeringen har også nyligt set sig sur på fordybelsesrum/bederum på universiteterne, og krævet dem lukket. Den mener, at disse rum kan være arnested for radikalisering og samfundsundergravende virksomhed – når de anvendes af muslimer.

Jeg er opmærksom på at religionsfrihed kan komme i konflikt med andre frihedsrettigheder. Det kan ske hvis religiøse normer fører til et gruppepres, som det kan være svært for den enkelte at bryde med. I en kristen sammenhæng kender vi det bedst fra Jehovas vidner, men fænomenet eksisterer uden tvivl også hos enkelte grupper af muslimer og skal konkret tages hånd om.

Men jeg opfordrer kraftigt regeringen til at tage afsæt i, at muslimer har samme religionsfrihed som andre medborgere uden for den danske folkekirke. Respekt for frihedsrettigheder er jo det, som karakteriserer et demokratisk samfund.

Læs indlæg i Avisen Danmark
Forrige
Forrige

Radio IIII Debat: USA, Venezuela og pres på internationale spilleregler

Næste
Næste

Bliv projektleder og arrangementskoordinator i FN-forbundet