Folkeoplysning med kunstig intelligens
Dette projekt skal gøre Danmarks FN-forpligtelser langt mere tilgængelige for offentligheden. Med en AI-baseret vidensdatabase samler FN-forbundet autoritativ viden om konventioner og traktater, så borgere, beslutningstagere og undervisere nemt kan få overblik over, hvad Danmark har forpligtet sig til i FN-regi – og hvorfor det betyder noget for vores demokrati og hverdag.
Den internationale retsorden er en af hjørnestenene i Danmarks udenrigs- og indenrigspolitik. Som et lille, åbent og demokratisk land er Danmark dybt afhængig af, at verden samarbejder gennem klare, fælles og forpligtende spilleregler. Men i de senere år har den regelbaserede verdensorden været under pres, og i den offentlige debat bliver betydningen af FN’s konventioner og traktater til tider overset eller sat spørgsmålstegn ved. Samtidig oplever mange aktører, fra politikere til borgere, at det kan være svært at få adgang til et samlet og forståeligt overblik over Danmarks internationale forpligtelser.
Med dette projekt tager FN-forbundet fat i en af tidens største demokratiske udfordringer: manglen på viden og tilgængelige redskaber, der kan styrke forståelsen af FN’s konventionssystem i en dansk kontekst. Målet er at udvikle en national vidensdatabase baseret på kunstig intelligens, der på en simpel, hurtig og pædagogisk måde kan forklare, hvilke konventioner Danmark har tiltrådt, hvad de betyder, og hvordan de påvirker alt fra menneskerettigheder og klima til havret, cybersikkerhed og rumfart.
Et værktøj, der åbner FN’s traktatverden for offentligheden
Vidensdatabasen bliver udformet som en digital indgang til FN’s konventioner, hvor brugeren kan stille spørgsmål i et tekstfelt og få et klart, kildebaseret svar. Databasen trækker på autoritative kilder, herunder FN’s traktatsamling, specialiserede FN-organisationer og analyser fra Institut for Menneskerettigheder. Den vil kunne give overblik over Danmarks rettigheder og forpligtelser på tværs af politikområder og hjælpe brugeren med at forstå, hvilke konventioner der gælder, hvilke Danmark har forbehold over for, og hvilke nye aftaler der er under forhandling.
Projektet bygger på et allerede udviklet proof-of-concept, der viser, hvordan en AI-baseret tilgang kan gøre en ellers kompleks juridisk verden tilgængelig for alle. Brugeren kan fx spørge:
Hvilke FN-konventioner har betydning for Danmarks rolle i Arktis?
Hvilke regler gælder for danskernes brug af det ydre rum?
Hvordan har Danmark argumenteret i FN’s forhandlinger om cyberkriminalitet?
Databasen vil herefter samle den relevante information og præsentere den i et overskueligt, forståeligt format.
Udvikling gennem tre faser
Projektet gennemføres i tre sammenhængende faser. Først kortlægges behovet gennem inddragelse af relevante aktører, forskningsmiljøer, organisationer og fagpersoner, så databasen bliver så nyttig som muligt. Dernæst udvikles selve databasen, hvor data behandles og struktureres i samarbejde med eksperter inden for international ret, traktater og FN-systemet. I den sidste fase fokuseres der på at få databasen ud at leve: gennem præsentationer, undervisning, pressearbejde, sociale medier og en række målrettede aktiviteter, der skal sikre, at værktøjet når bredt ud og skaber reel forandring.
Relevans for beslutningstagere, undervisere og borgere
Databasen er udviklet til at være et redskab, der kan gøre en konkret forskel i hverdagen for mange forskellige grupper. Embedsfolk og politikere kan bruge den til at sikre, at ny lovgivning stemmer overens med Danmarks internationale forpligtelser, og til at få et klart billede af de rapporteringskrav, Danmark løbende skal leve op til i FN-systemet. Undervisere og studerende får en opdateret og let anvendelig adgang til viden om international politik og folkeret, som kan integreres direkte i undervisningen. Civilsamfundsorganisationer kan bruge databasen strategisk, når de vurderer, hvor Danmark kan styrke sin indsats nationalt eller internationalt. Og journalister får et solidt faktagrundlag, der kan styrke den offentlige samtale om international ret og globalt samarbejde.
For den brede befolkning bliver databasen et vigtigt værktøj til folkeoplysning. Mange ønsker at forstå, hvilke regler Danmark bygger sin internationale politik på, men mangler et sted, hvor de kan finde denne viden uden at skulle navigere i tusindvis af sider i FN’s traktatarkiver. Databasen giver netop det – et åbent, tilgængeligt og pædagogisk værktøj, der inviterer flere ind i debatten om Danmarks rolle i verden.
Et projekt med klare, fælles gevinster
FN-forbundet forventer, at databasen vil styrke opbakningen til den regelbaserede internationale orden og gøre det lettere for både borgere og beslutningstagere at forstå værdien af FN-konventionerne i dansk sammenhæng. Projektet vil desuden skabe et fundament for nye partnerskaber og være et centralt element i FN-forbundets folkeoplysende mission i de kommende år.