Valgmøde: Skal Danmark forsvare folkeretten – også når vores allierede udfordrer den?
Mandag d. 16. marts kl. 09.00-10.00 inviterer Amnesty International Danmark og FN-forbundet til morgenvalgmøde i Vox, Ryparken.
I en tid hvor krige, konflikter og stormagtsrivalisering fylder stadig mere i verdenspolitikken, bliver ét spørgsmål stadig mere presserende: Hvilken rolle skal Danmark spille i forsvaret af den internationale retsorden?
Folkeretten og de internationale konventioner udgør det fælles regelsæt, der skal beskytte civile i krig, sætte grænser for mellemstatslig magtanvendelse og sikre ansvar, når alvorlige forbrydelser begås. Men reglernes styrke afhænger i sidste ende af, om stater er villige til at efterleve og håndhæve dem.
Debatten tager udgangspunkt i en række aktuelle konflikter og politiske dilemmaer. Ruslands angrebskrig mod Ukraine, krigen i Gaza trods den formelle våbenhvile og det seneste amerikansk-israelske angreb på Iran har alle genantændt diskussionen om, hvordan folkeretten håndhæves i praksis. Samtidig har den amerikanske trussel om kontrol over Grønland aktualiseret spørgsmålet om international ret også i en dansk kontekst.
Derudover er der i dansk politik blevet fremsat forslag om at ændre Danmarks forhold til internationale konventioner og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Det rejser et mere principielt spørgsmål om, hvor konsekvent Danmark ønsker at støtte den internationale retsorden.
På mødet diskuterer folketingskandidater fra forskellige partier derfor ikke kun, om Danmark støtter folkeretten i princippet, men også hvordan den bør forsvares i praksis, når også Danmarks egne allierede udfordrer den.
Deltagere
Leila Stockmarr (Enhedslisten)
Niels Peder Ravn (Det Konservative Folkeparti)
Nanna W. Gotfredsen (Moderaterne)
Intro:
Vibe Klarup, generalsekretær, Amnesty Danmark
Rasmus Nørlem Sørensen, FN-forbundet
Moderator:
Poya Pakzad, senioranalytiker, FN-forbundet
Der vil være mulighed for spørgsmål og dialog med politikerne undervejs.
Gratis adgang – tilmelding ikke nødvendig.