Årets klimatopmøde er i gang på en sort baggrund. Forud for mødet har FN’s miljøprogram (UNEP) advaret om, at muligheden for at begrænse opvarmningen til 1,5 grader Celsius ikke længere eksisterer.
Samtidig er EU i gang med at udsætte specifikke regler i metan-loven, der omhandler import af råolie, naturgas og kul for at imødegå presset på energimarkedet og holder energipriserne i ro.
Det sker som følge af konflikten i Mellemøsten.
Importører får længere frist
EU’s metan-lov blev vedtaget i 2024 og skal sikre, at udledningen af metan både i EU og i de globale forsyningskæder bliver nedbragt.
Metan (CH4) er den næststørste bidragyder til klimaforandringer efter CO2 og vurderes af det internationale energiagentur, IEA til at stå for en tredjedel af den globale opvarmning.
Derfor stilles der en række krav til importører af råolie, naturgas og kul om blandt andet overvågning, rapportering og verificering af brændstofferne.
Reglerne skulle være trådt i kraft fra 1.januer 2027. Nu vil et flertal af EU-lande have reglerne udskudt med et år.
Højrefløj sikrede flertal
Det er dog ikke nok for Europa-Parlamentet. Her mener et flertal bestående af de konservative og grupperne yderst til højre, at reglerne bør udskydes i tre år. Det gælder blandt andet Henrik Dahl (LA), Majbritt Birkholm (DF) og Kristoffer Storm (DD).
Flertallet begrunder vedtagelsen med at ’importører har advaret om, at de måske ikke kan sikre tilstrækkelige forsyninger i overensstemmelse med reglerne på et tidspunkt, hvor energimarkederne er pressede, og priserne høje på grund af konflikten i Mellemøsten.’
Mere end 50 miljøorganisationen har protesteret mod at EU udsætter metan-loven. Det løser ikke Europas udfordringer med energiforsyning og overkommelige priser, skriver de i en pressemeddelelse.
Løbet ser dog ud til at være kørt. Der er bred enighed om at udskyde reglerne. Spørgsmålet er blot hvor længe. Det bliver afgjort indenfor de kommende uger, hvor de sidste og afgørende forhandlinger mellem Europa-Parlamentet og de europæiske regeringer finder sted.
Figur 1. Fordeling efter politisk gruppe på afstemning om at udskyde metan-lov med 3 år
Figur 1: Skemaet viser om flertallet i de politiske grupper stemte for (grøn), imod (rød) eller afstod (orange). Data er fra plenarsamlingen 8.-11.oktober 2026. Grafik: EU-bureauet