FN-forbundet ansætter Poyâ Pâkzâd til at udvikle indsatsen for fred og diplomati

FN-forbundet styrker sit arbejde med fred og international dialog og byder velkommen til Poyâ Pâkzâd, der i dag tiltræder som projektleder og senioranalytiker.

Poyâ Pâkzâd får i FN-forbundet ansvar for at udvikle en ny tænketank med fokus på fred og diplomati. I rollen som senioranalytiker skal han stå i spidsen for analyser, debataktiviteter og netværksarrangementer, der skal bidrage til at kvalificere den offentlige samtale om Danmarks og verdens udenrigspolitiske udfordringer.

I en verden formet af stormagtsrivalisering og et svækket samarbejde er behovet for kvalificeret, folkeligt forankret udenrigspolitisk oplysning og dialog større, end det har været i en menneskealder,” udtaler Poyâ Pâkzâd.

FN-forbundet ønsker at skabe et stærkt fagligt og folkeligt samlingspunkt for debat og oplysning om fred, diplomati og multilateralt samarbejde. Målet er at bringe eksperter, civilsamfund, beslutningstagere og engagerede borgere tættere sammen og styrke forståelsen for FN’s rolle i en forandret verdensorden.

Vi ser frem til at dele mere om tænketankens aktiviteter i den kommende tid og til at invitere medlemmer og samarbejdspartnere med ind i arbejdet.

Næste
Næste

FN-forbundet afgiver høringssvar om regeringens udvisningsreform