Hvis noget er udansk, er det vores asylpolitik - Nordjyske
Billede: Zeynep Sude Emek
Johanne M. Hansen, medlem af FN-forbundets Menneskerettighedsudvalg, frivillig i FN-forbundet Nordjylland og Students for Amnesty International skrev d. 17. juni dette indlæg I Nordjyske.
Lige om lidt pakker mange kufferten eller rygsækken med en følelse af glæde og spænding, fordi de skal ud at opleve verden, eller fordi de skal slappe af ved en pool. Men det er desværre en oplevelse, der står i stærk kontrast til majoriteten af mennesker i hele verden, da mange ikke rejser, fordi de vil, men af livsnødvendighed.
Dette gælder for omkring 117,3 millioner mennesker, hvilket svarer til, at omkring 1 ud af 70 personer i hele verden er fordrevet ifølge UNHCR’s tal for 2025. Derfor er det vigtigt, at vi sætter fokus på flygtninge og deres vilkår – det gør vi blandt andet den 20. juni, som er anerkendt af FN som den internationale flygtningedag.
At være flygtning betyder ifølge Flygtningekonventionen fra 1951 — som Danmark selv var med til at forfatte — at man er forfulgt på grund af fx race, religion, nationalitet eller politisk overbevisning. Dette viser, at det sjældent er frivilligt, og at mange flygtninge længes efter deres hjem, som de har været nødt til at forlade. Derfor vil jeg på den internationale flygtningedag slå et slag for, at vi anerkender den livsfare, som mange udsætter sig selv for i håbet om at leve et liv uden frygt. Derudover er dagen til for at minde os om, at medmenneskelighed er kernen i fred, samhørighed og respekt for den internationale retsorden. Mennesker på flugt oplever gentagne mangler på tilhørsforhold, personlig autonomi og respekt, blandt andet på grund af den komplicerede asylansøgningsproces, som bedst kan sammenlignes med et limbo.
Det, som bekymrer mig utroligt meget, er den politiske diskurs i Danmark, som retfærdiggør de forfærdelige forhold på de danske asylcentre og udrejsecentre, som både Røde Kors, Institut for Menneskerettigheder og FN's torturkomité gentagne gange har kritiseret. Hvor er medmenneskeligheden og forståelsen for de traumer, folk oplever på deres rejse til Europa, for så derefter at blive sendt i det, der svarer til et ’fængsel’?
For ikke at nævne den kampagne, som Danmark fører an i Europa, der skal fremme en nyfortolkning af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Dette er en direkte underkendelse af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og en stærk kontrast til forestillingen om Danmark som foregangsland for internationale menneskerettigheder. Det er alarmerende, at politikere føler sig berettiget til at påvirke fortolkningen af menneskerettighederne for dernæst at forværre umenneskelige forhold for de mennesker, der er allermest udsat.
Solidaritet med mennesker på flugt er essentielt for at opretholde respekt for den internationale verdensorden, men også for selve menneskets autonomi. Vores landegrænser er opdigtede ideer om et fællesskab baseret på geografisk lokation frem for medmenneskelighed og fred. Det er forbløffende, hvor vigtige landegrænser pludselig er blevet som begrundelse for eksklusion, samtidig med at der opdigtes et fællesskab på baggrund af en forestilling om danskhed. Men jo mere jeg hører om danskhed som noget eksklusivt, jo mindre har jeg lyst til at være en del af det, fordi den er baseret på en idé om, at noget er ’udansk’. Men hvis jeg skulle definere noget, der var udansk, så var det at kriminalisere flygtninge og migranter, inden de overhovedet er ankommet til landet eller har haft mulighed for at bearbejde de traumer, de udsættes for. I mine øjne afspejler dagens Danmark, og især dansk flygtninge- og migrationspolitik, en diskurs fra et samfund, der er så privilegieblindt, at når vi forestiller os folk, der flygter for deres liv, så gør de det i søgen efter kriminalitet og i håb om at skabe usikkerhed for alle andre. Men flygtninge og indvandrere minder os om, at fællesskabet og idéen om at være dansk er baseret på noget, vi har opdigtet, og at det slet ikke findes. Vi er alle sammen mennesker, der lever under den samme himmel, og alle mennesker fortjener at leve et værdigt liv, hvor de ikke frygter for deres liv. Derfor vil jeg gerne invitere alle til vores arrangement den 20. juni på Aalborg Hovedbibliotek fra 13-16, hvor vi markerer den internationale flygtningedag med at sætte fokus på fællesskaberne, der binder os på tværs af kulturer og baggrunde.