Nye temasider om Grønland og Færøerne på Globalis
I anledning af den aktuelle debat om rigsfællesskabet mellem Danmark, Grønland og Færøerne har FN-forbundet netop udvidet læringsplatformen Globalis med nye temasider, der sætter fokus på netop Grønland og Færøerne.
Globalis er et interaktivt verdenskort og digitalt opslagsværk, som giver let adgang til fakta om lande, globale forhold og temaer, fx FN’s verdensmål, konflikter og udvikling. Platformen er oprindeligt udviklet af FN-forbundet i Norge og oversat og tilpasset til danske brugere af FN-forbundet i Danmark. Her kan man se udviklingstendenser, sammenligne lande og få brugbar viden i fag som samfundsfag, matematik, geografi og tværfaglige projekter.
I den seneste tid har rigsfællesskabet, det politiske fællesskab mellem Danmark, Grønland og Færøerne, stået centralt i den offentlig debat. Diskussioner om selvstyre, suverænitet og fremtidige politiske rammer gør det relevant at ruste elever med faktuel viden om disse dele af det danske rige og deres særlige historiske, geografiske og politiske forhold.
FN-forbundet håber, at de nye temasider vil blive et vigtigt værktøj for lærere og elever, der ønsker at fordybe sig i et emne, som er både politisk aktuelt og samfundsrelevant. Globalis vil løbende blive opdateret og udbygget efterhånden som nye data og analyser bliver tilgængelige.