Antonio UN Photo
20. January 2023

FN: Olieselskabers forretning truer vores overlevelse og de skal stå til regnskab

Foto: UN Photo

’Vi ved, at nedsmeltningen af økosystemet er videnskabeligt bevist, så denne sindssyge hører til i en science fiction-verden’.

Sådan sagde FN’s generalsekretær António Guterres onsdag, da han i ugens løb talte til verdens økonomiske topmøde World Economic Forum i Davos i Schweiz. Og den sindssyge, der ifølge Guterres hører til i en science fiction-verden er olieselskabernes forretningsmodel, der er uforenelig med menneskehedens overlevelse. 

Et studie har nemlig afsløret, at forskere ved det amerikanske olie- og gasselskab Exxon allerede tilbage i 1970’erne forudsagde virkningerne af klimaforandringerne. De konstaterede også, at klimaændringerne var menneskeskabte. På trods af denne viden – eller måske på grund af denne viden – gik Exxon ud i offentligheden og udtrykte tvivl om hvorvidt den globale opvarmning var reel. På samme måde har de forsøgt at modarbejde tiltag, der skulle reducere brugen af fossile brændstoffer. 

En talsmand for Exxon afviser alle anklager og henviser til en udtalelse fra den amerikanske højesteret, der tidligere har fredet dem.

Det gør FN’s generalsekretær derimod ikke. Han mener, at de ansvarlige skal stå til regnskab.