Bestyrelsen 2024
16. April 2024

FN-forbundet holdt vellykket landsmøde i weekenden

En ny bestyrelse, flere frugtbare diskussioner om retning og visioner, og et par enkelte udtalelser. Det blev resultatet af FN-forbundets landsmøde, som blev afholdt i weekenden på Kulturstationen i Vanløse i København.

Landsmødet startede med ét minuts stilhed for at mindes bestyrelsesmedlem Mette Gjerskov, som gik bort sidste sommer. Vi husker Mette som et flittigt og dygtigt medlem der aldrig gav køb på sine værdier eller holdninger, og som var dybt forankret i det multilaterale samarbejde. Tak for det.

Hovedpunkterne fra landsmødet er:

  • På baggrund af de aktuelle globale kriser, med krige i blandt andet Ukraine, Mellemøsten og Sudan, er FN’s indsats afgørende - både til at yde akut nødhjælp og som konfliktmægler. Derfor fremhævede landsmødet behovet for fælles løsninger gennem FN. Danmarks kandidatur og forventede medlemskab af FN’s Sikkerhedsråd 2025-26 kræver, at Danmark opprioriterer indsatsen og samarbejdet på det internationale freds- og sikkerhedspolitiske område, og styrker arbejdet for global nedrustning
  • Blandt øvrige punkter i den overordnede udtalelse anbefalede landsmødet, at Danmark skal arbejde aktivt for at Summit of the Future bliver en succes, ikke mindst med fokus på de unge, et fornyet fokus på at nå verdensmålene, herunder udarbejdelse af både en national og lokale evalueringer for at kunne se om vi når Verdensmålene i Danmark, understøttelse af udviklingen af et nyt og udvidet mål for bruttonationalprodukt, og arbejde for at styrke virksomheders ansvar i forhold til FN’s vejledende principper for erhvervsliv og menneskerettigheder.
  • På de interne linjer fremhævede forpersonens beretning det faktum, at nok er FN-forbundet en lille organisation, men med imponerende mange gode og kompetente kræfter. Hele syv konferencer på Christiansborg er det blevet til i løbet af året samt en lang række henvendelser til politikere, foretræder for politikerne og debatindlæg i landets medier. Dertil kommer en meget aktiv ungdomsorganisation, et folkemøde på Bornholm og deltagelse i flere FN-møder, inkl. FN’s Generalforsamling.
  • Sidst men ikke mindst blev den nye bestyrelse valgt, og det resulterede bl.a. i et genvalg til forperson Jens Christian Wandel, tidligere undergeneralsekretær i FN.

 

Vores bestyrelse 2024-2025 er:

Jens Christian Wandel (forperson)

Finn Reske-Nielsen (næstformand)

Fidahije Saliji (kasserer)

Anne Sophie Callesen, Radikale Venstre

Christian Juhl

Holger Hansen

Jørgen Estrup

Karen Hagesen

Kim Frederichsen

Kristine Amalie Rostgård, Socialistisk Folkeparti

Kurt Nielsen

Lena Jørgensen, Helsinki-Komiteen

Ole Olsen

Rita Offersen, Soroptimist Danmark

Victoria Davidsen

Karin Munkholm (1. Suppleant)