Et år i Sikkerhedsrådet: Mellem idealer og realpolitik

Den 20. januar 2026 samlede FN-forbundet, Folkekirkens Nødhjælp og Dansk Røde Kors beslutningstagere, civilsamfundsaktører og internationale eksperter til en fælles refleksion over Danmarks første år i FN’s Sikkerhedsråd. Arrangementet fandt sted hos Folkekirkens Nødhjælp i København og satte fokus på, hvordan principper, folkeret og multilateralt samarbejde kan forsvares i en tid med markant geopolitisk pres.

Et år i et splittet Sikkerhedsråd

Danmark indtrådte i Sikkerhedsrådet i januar 2025 for perioden 2025–2026. Arbejdet i Rådet foregår i stigende grad i et politisk klima præget af blokeringer, vetoer og manglende konsensus. Samtidig er det blevet tydeligt, at medlemskabet fortsat giver mulighed for at løfte centrale dagsordener, skabe dialog og samle aktører, også når formelle beslutninger ikke er mulige.

Dagens oplæg bød på refleksioner fra tidligere og nuværende beslutningstagere, herunder Mogens Lykketoft, Holger K. Nielsen og internationale eksperter som Richard Gowan og Emanuela-Chiara Gillard. Sammen diskuterede de dynamikkerne i Sikkerhedsrådet, historiske paralleller og betydningen af at fastholde og forsvare international ret, også når det internationale samarbejde er under pres.

Civilsamfundets rolle og den stille diplomati

Et gennemgående tema var civilsamfundets betydning. Oplæg og debatter fremhævede, hvordan civilsamfundsaktører kan bidrage med viden, perspektiver fra konfliktområder og moralsk pres, både gennem offentlige briefinger og gennem det mindre synlige diplomatiske arbejde, der foregår bag kulisserne. Erfaringer fra blandt andet Sudan illustrerede, hvordan Sikkerhedsrådets platform kan bruges til at støtte humanitære og diplomatiske initiativer uden for de formelle mødelokaler.

Arrangementet understregede, at selv i en tid med dybe internationale spændinger har mindre stater som Danmark en vigtig rolle i at værne om multilaterale principper, folkeret og international solidaritet. Gennem dialog, partnerskaber og vedholdende diplomati kan medlemskabet af Sikkerhedsrådet fortsat gøre en forskel.

FN-forbundet takker alle oplægsholdere og deltagere for en engageret og nuanceret debat om Danmarks rolle i verden og om, hvordan principper kan fastholdes, også når de er under pres.

Næste
Næste

Kapløbet om posten som FN’s næste generalsekretær er i gang