Europa-Parlamentets anbefalinger forud for CSW70: Kæmp for upartiske retssystemer og særlig domstol for kønsbaseret vold
Lina Gálvez mener, at kvinder og piger stadig mangler reel retssikkerhed, fordi love og retssystemer ofte svigter ofre for kønsbaseret vold, hvilket sagen om Jeffrey Epstein er et tydeligt bevis for.
Foto: Alexis HAULOT, European Union
Når FN Kvindekommissionen (CSW) mødes til session i marts vil årets tema være 'at sikre og styrke adgangen til retfærdighed for alle kvinder og piger'.
Et vigtigt og nødvendigt fokus, mener et flertal i Europa-Parlamentet, der er kommet med anbefalinger til, hvad EU’s position bør være til CSW70.
”Rundt om i verden står millioner af kvinder og piger stadig over for diskriminerende love, strukturelle barrierer og institutionelle praksisser, der nægter dem lige beskyttelse under loven,” lød fra den spanske socialdemokrat, Lina Galvéz (S&D), da Parlamentet debatterede sagen på den seneste plenarsamling.
Galvéz har været ordfører på Parlamentets rapport og brugte blandt andet sagen om den dømte seksualforbryder Jeffrey Epstein som eksempel på, at kvinder nægtes adgang til retfærdighed.
”Retssystemer svigter ofte overlevende efter kønsbaseret vold, herunder seksuel vold. Vi ser dette nu med Epstein-filerne, som viser ting, der skete og blev rapporteret for næsten fire årtier siden.”
Lav særlig domstol
Svenske Heléne Fritzon (S&D), der har været skygge-ordfører på rapporten, refererede også til Epstein-filerne i sit indlæg.
”Når magtmisbrug afsløres, som vi har set i Epstein-sagen, ser vi, hvordan penge og netværk beskytter gerningsmændene, mens ofrene, piger og kvinder, mangler oprejsning.”
Derfor er der ikke længere tid til fine ord. Handling er nødvendig mener Fritzon.
”Når vi nu nærmer os CSW70, ser vi en modreaktion. Autoritære kræfter nedbryder rettigheder, angriber seksuelle og reproduktive friheder og afskærer finansieringen af ligestillingsarbejdet. Kvinder og piger står uden beskyttelse, når vold og misbrug finder sted.”
Ifølge rapportens ordfører, Lina Galvéz, begrænser økonomisk ulighed også kvinders mulighed for at søge retfærdighed. Ligesom skadelige sociale normer bringer ofre til tavshed, før de overhovedet træder ind i retssalen.
En af Parlamentets mange anbefalinger er derfor, at ”EU udviser stærkt lederskab og vedtager en fælles holdning til inklusive og upartiske retssystemer, og undersøger muligheden for at indføre særlige specialdomstole for kønsbaseret vold.”
Transkvinder giver danske MEP’er problemer
Foruden en debat om anbefalingerne stemte Parlamentet også om rapporten (der indeholder anbefalingerne). Den blev vedtaget med et flertal henover midten. 61.9 procent stemte for inklusiv 13 af de 15 danske MEP’er (medlemmer af Europa-Parlamentet).
Og så alligevel ikke.
Efter afstemningen gik det op for både Henrik Dahl (LA) og Niels Flemming Hansen (K), at en af anbefalingerne handlede om at, ”understrege betydningen af fuld anerkendelse af transkvinder som kvinder.”
Da det er i konflikt med politikken i deres respektive partier, valgte de begge at rette deres stemme til ”afstår” – altså hverken stemme for eller imod. Det er dog de to MEP’ers oprindelige stemmer, der tæller.
Imod stemte Anders Vistisen (DF) og Kristoffer Storm (DD).
Lighed skal gælde alle
Ifølge Lina Galvéz er det vigtigt at adgang til retfærdighed er inkluderende og når både ’migrantkvinder, kvinder med handicap, kvinder i landområder, LGBTQI-personer og dem, der oplever flere og krydsende former for diskrimination, som normalt er tilfældet.’
”Retfærdighed kan ikke være selektiv. Lighed kan ikke være delvis,” siger Lina Galvéz.
Derfor opfordrer Parlamentet også til anerkendelse af og lige adgang for transkønnede kvinder til beskyttelses- og støttetjenester.
Parlamentets anbefalinger, der handler om meget andet end adgang til retfærdighed for kvinder og piger, skal nu granskes af Ministerrådet før EU lægger sig fast på sin position i forbindelse med CSW70.