FN-forbundet afgiver høringssvar om regeringens udvisningsreform
FN-forbundet har indsendt høringssvar til Udlændinge- og Integrationsministeriet vedrørende lovforslag nr. 2026–257 om ændringer af udlændingeloven, hjemrejseloven, straffeloven, straffuldbyrdelsesloven og repatrieringsloven. Lovforslaget indebærer blandt andet skærpede regler om udvisning, indførelse af elektronisk kontrol (GPS-fodlænke) samt en styrkelse af repatrieringsordningen og hjemrejsestøtten.
FN-forbundet finder særligt de foreslåede nye udvisningsbestemmelser stærkt problematiske og vurderer, at de udfordrer den gældende retstilstand, som i sidste instans fortolkes af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), som Danmark har tilsluttet sig og inkorporeret i dansk ret.
Risiko for brud med internationale forpligtelser
FN-forbundet udtrykker bekymring over, at regeringen med lovforslaget griber ind i en igangværende proces i Europarådet, hvor medlemslandene i fællesskab drøfter Domstolens praksis. Ifølge FN-forbundet indebærer forslaget om særskilt dansk fastsatte udvisningsregler en tilsidesættelse af Danmarks folkeretlige forpligtelser.
Organisationen peger på, at opretholdelsen af den internationale retsorden forudsætter respekt for de fælles procedurer og institutioner, som Danmark selv har været med til at etablere. Danmark har traditionelt været blandt de lande, der insisterer på respekt for internationale regler, og FN-forbundet advarer mod et lovinitiativ, der kan svække denne position.
FN-forbundet vurderer desuden, at de foreslåede ændringer, som skønnes at kunne føre til omkring 100 yderligere udvisninger om året, er uproportionale i forhold til den skade, et ensidigt dansk initiativ kan påføre respekten for internationale institutioner, herunder EMD.
Bekymring for domstolenes uafhængighed
FN-forbundet hæfter sig ved, at lovforslaget lægger op til, at danske domstole i konkrete sager skal lægge til grund, at den nye retstilstand er i overensstemmelse med EMRK artikel 8, og at EMD’s hidtidige praksis ikke skal tillægges afgørende vægt.
Dette kan efter FN-forbundets opfattelse opfattes som en instruks til domstolene og indebære en reduktion af domstolenes uafhængighed, som er et grundlæggende princip i magtens tredeling. Domstolenes uafhængighed er desuden fastslået som et centralt element i både globale og europæiske menneskerettighedskonventioner.
Tilknytning og lighed for loven
FN-forbundet finder det dybt problematisk, at forslaget i praksis reducerer spørgsmålet om en persons tilknytning til et land til alene at blive defineret af statsborgerskab. Blandt de omkring 700.000 borgere i Danmark med andet statsborgerskab end dansk har mange en stærk og reel tilknytning til Danmark.
Her fremhæver FN-forbundet, at EMRK artikel 8 netop repræsenterer en velbegrundet forståelse af, at faktisk tilknytning må indgå i vurderingen og supplere den formelle tilknytning gennem statsborgerskab.
Organisationen peger desuden på, at skærpede og udvidede udvisningsbestemmelser rejser spørgsmål om lighed for loven i et retssamfund.
Forbud mod udvisning til tortur
FN-forbundet understreger, at Danmark er forpligtet af FN’s konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling. Det indebærer, at personer ikke kan udvises til lande, hvor de risikerer at blive udsat for tortur eller lignende overgreb.
Samtidig bemærker FN-forbundet, at der ikke foreligger evidens for en ny eller ændret sikkerhedstrussel, som kan begrunde en generelt skærpet udvisningspraksis, idet kriminalitetsstatistikker viser et overordnet stabilt billede gennem de seneste år.
Anbefaling: Tag §1 ud af lovforslaget
På den baggrund anbefaler FN-forbundet, at forslaget om ensidigt dansk fastsatte udvisningsbestemmelser, jf. lovforslagets §1, tages ud af det samlede lovforslag.
Afslutningsvis peger FN-forbundet på, at den internationale retsorden i øjeblikket er under pres. Hvis Danmark ønsker ændringer i fortolkningen af internationale konventioner, bør det ske gennem de vedtagne internationale procedurer og i respekt for indgåede forpligtelser.