EU og FN i en ny verdensorden
Dette projekt styrker den folkelige samtale om EU’s rolle i en verden præget stormagtsrivalisering og pres på menneskerettigheder og demokratiske spilleregler. Med debatarrangementer, analyser, undervisningsmaterialer og en stærk digital indsats vil FN-forbundet gøre EU-politik mere tilgængelig, forståelig og relevant for borgere, undervisere, civilsamfund og beslutningstagere i hele landet.
EU står i dag over for afgørende valg: Hvordan skal EU navigere i en ny verdensorden? Kan EU være en troværdig aktør for fred og konfliktløsning? Og står EU vagt om menneskerettigheder, og vores klima, selv når det er politisk vanskeligt?
Mange borgere oplever, at EU-debatten er kompleks og fjern fra hverdagen. Beslutninger træffes i Bruxelles og Strasbourg, men konsekvenserne mærkes lokalt, både i kommuner, på uddannelser og i civilsamfundet. Der er derfor behov for en samlet og folkeoplysende indsats, der både skaber rum for debat, leverer solid dokumentation og engagerer nye generationer i den demokratiske samtale om Europas fremtid.
EU-dilemmaer til debat
Projektets omdrejningspunkt er en række offentlige debataktiviteter under overskriften EU-dilemmaer til debat. Fire landsdækkende online-konferencer danner rammen om tematiske diskussioner om EU’s rolle i den nye verdensorden, fred og konfliktløsning, udviklingspolitik og menneskerettigheder. Konferencerne suppleres af mindst otte fysiske debatmøder i mindre byer på tværs af landet. Her samarbejder FN-forbundets lokalkredse med biblioteker, folkeuniversiteter, skoler og foreninger for at sikre bred forankring og lokal relevans.
Hvor er din europæiske stemme? – analyser af Europa-Parlamentet
Debat kræver et solidt vidensgrundlag. Derfor udgiver FN-forbundet mindst fem analyser af stemmeadfærd i Europa-Parlamentet, der giver baggrundsviden til debatarrangementerne. Analyserne sætter tal på, hvordan partigrupper og landedelegationer stemmer i centrale spørgsmål i EU. Rapporterne udvikles i samarbejde med EU-bureauet og Analyse & Tal. Målgruppen er civilsamfundsorganisationer, journalister og politikere, som får et konkret og dokumenteret indblik i, hvordan EU’s beslutninger formes i praksis.
EU-netværk for civilsamfundet
Projektet videreudvikler desuden EU-netværket for civilsamfundet, hvor fagforeninger, NGO’er, interesseorganisationer og journalister mødes for at dele viden om aktuelle EU-emner gennem faglige oplæg og dialog. Netværket mødes ti gange i løbet af året, hvor FN-forbundet i samarbejde med EU-Bureauet bidrager med analyser og stemmedata fra Europa-Parlamentet.
Globalt ansvar i skolen
EU-viden og demokratisk deltagelse begynder i uddannelsessystemet. Derfor udvikler FN-forbundet to temaforløb om EU til samfundsfag. Materialerne udvikles i samarbejde med undervisere og publiceres på Globalis.dk, der er vores hjemmeside med undervisningsinformation om lande og globale konflikter.
Klik og kig på europæisk politik
For at nå nye målgrupper spejles aktiviteterne i en målrettet digital indsats producerer vi short-reads og video-reels om EU’s politiske dilemmaer og beslutningsprocesser. Indholdet deles via Facebook, LinkedIn og Instagram - så følg endelig med på vores kanaler.
En samlet indsats for folkeoplysning om EU
Samlet set er ambitionen at skabe en sammenhængende indsats, hvor events, analyser, undervisning og digitale formater hver især bidrager til at formidle til forskellige befolkningsgrupper for at nå bredt ud. Projektet skal styrke samtalen om EU i Danmark, give flere mennesker redskaber til at forstå EU, og hvordan de selv kan bidrage til debatten.
Projektet er finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet på 300.000 kr. i år 2026. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.