Verdensmål på Spil
Lær om verdensmålene gennem leg, debat og samarbejde
Verdensmål på Spil er et lærerigt og engagerende spil, hvor elever og deltagere udforsker FN’s 17 Verdensmål gennem spørgsmål, dilemmaer og virkelige scenarier. Spillet kombinerer et klassisk brætspil med en gratis app, der guider spillets gang og bringer de globale udfordringer helt ind i klasseværelset.
Du kan downloade spillet og materialer på dansk, engelsk, rumænsk, tyrkisk, fransk, spansk og tysk – herunder spilleplade, brikker og printbare filer.
Om spillet
Verdensmål på Spil er udviklet til udskoling og ungdomsuddannelser, men kan bruges af alle med interesse for FN’s Verdensmål og bæredygtig udvikling. Spillet giver eleverne mulighed for at reflektere over deres egen rolle i forhold til verdensmålene gennem leg, samarbejde og debat.
Appen, som kan hentes gratis i App Store og Google Play, styrer spillets forløb og giver løbende opdateringer. Undervejs svarer deltagerne på spørgsmål, møder aktuelle udfordringer og diskuterer dilemmaer for at komme videre i spillet.
Spillet egner sig særligt til fag som samfundsfag, geografi, historie, biologi og dansk. Det kan bruges som et enkeltstående element i undervisningen, i en temauge eller som del af et projekt om et eller flere af målene.
For undervisere
Til spillet findes en engelsksproget Guide for Educators, som introducerer verdensmålene og giver inspiration til, hvordan spillet kan bruges i forskellige fag og uddannelsesniveauer.
Vil du have besøg af FN-forbundets Skoletjeneste, kan vores undervisere facilitere spillet og introducere verdensmålene i klassen. Kontakt os og hør mere.
Efter spillet
Eleverne kan arbejde videre med spillets dilemmaer og diskutere, hvordan lignende problemstillinger findes i den virkelige verden. Der findes en PDF med alle dilemmaerne, og der er skabeloner til at lave egne spørgsmål, aktioner og dilemmaer, som kan bruges i undervisningen. Klassen kan sende deres bedste forslag til FN-forbundet, som måske kommer med i en fremtidig opdatering af spillets app.
Bæredygtig produktion
Spillet er produceret med omtanke for miljøet. Brikker og terninger er lavet af certificeret træ, spillepladen af stenpapir uden brug af vand og træ, og æskerne af genbrugspap med CO₂-neutralt tryk. Appen forlænger spillets levetid og reducerer behovet for trykte materialer.
Bag om spillet
Verdensmål på Spil er udviklet af FN-forbundet i 2018–2019 med støtte fra Danidas Oplysningspulje og blev sendt gratis ud til 500 skoler. I 2022 kom en opdateret version med nyt design og indhold, udgivet på syv sprog med støtte fra Erasmus+.
Fortæl os gerne, hvad du synes om spillet – det tager kun to minutter at udfylde vores korte spørgeskema.