FN er presset som verdens politibetjent. Men løsningen er ikke at opgive folkeretten - Jyllands-Posten

D. 29/5 skrev formand for FN-forbundet, Finn Reske-Nielsen, et indlæg i Jyllands-Posten om FN som verdens politibetjent. Læs indlægget hos Jyllands-Posten, eller nedenfor.

Krigene raser i store dele af verden med ufattelige menneskelige og materielle tab til følge, og FN synes ude af stand til at stoppe (de fleste af) dem. Da organisationen blev dannet i 1945 i kølvandet på to forfærdende verdenskrige, var det først og fremmest for at forbyde både at true med magtanvendelse og at bruge magt. Næsten alle lande – i dag 193 – er medlemmer af FN og har som sådan forpligtet sig til at afstå fra at bruge væbnet magt, medmindre der foreligger en bemyndigelse fra FN’s Sikkerhedsråd.

Tanken bag FN-pagten var, at landene kunne blive enige om, hvordan de skulle løse deres uoverensstemmelse med fredelige midler gennem et sæt regler, folkeretten, som de alle var blevet enige om.

FN har gennem årene haft stor succes med at udsende fredsmissioner, som ikke blot har forebygget eller standset blodsudgydelserne, men også lagt fundamentet for langsigtet politisk stabilitet og socioøkonomisk udvikling. Eksemplerne er mange: Namibia, Cambodja, Colombia, Liberia, Sierra Leone, Østtimor.

FN-pagten giver fem lande – USA, Kina, Rusland, Frankrig og Storbritannien – permanent medlemskab af FN’s Sikkerhedsråd med dertil hørende vetoret, så når disse magter ikke kan enes, sættes der store begrænsninger for, hvad FN kan gøre for at forhindre eller standse krige. Det er derfor, der fortsat er krig i Ukraine, i Mellemøsten og mange andre steder i verden.

Nogle kalder FN-pagten for folkerettens grundlov, som fastlægger, hvordan stater skal fungere sammen. Men folkeretten – og FN - har med nogle få undtagelser ikke ligesom suveræne lande eget retssystem med politi og domstole, som kan tage sig af dem, der bryder loven. Der er ingen til at holde Rusland ansvarligt for den ulovlige invasion af Ukraine for 4 år siden eller USA og Israel ansvarlige for de ulovlige angreb på Iran i år, som gav anledning til ligeledes ulovlige iranske angreb på flere lande i Mellemøsten.

Løsningen er ikke at opgive folkeretten. Det internationale retssystem fastsætter stadig normer og regler for, hvordan landene må opføre sig. Det udgør en standard, som vi kan sætte landes adfærd op imod, og som oftest fungerer. Danmark skal derfor holde fast i folkeretten og insistere på dens overholdelse. Det kan og gør vi i mange sammenhænge, ikke mindst i FN’s Sikkerhedsråd, hvor Danmark er medlem frem til udgangen af 2026.

Men folkeretten kan ikke ’gradbøjes’, så den kun gælder i nogle tilfælde og ikke i andre. Det var derfor betænkeligt, da Danmark i Sikkerhedsrådet tidligere på året var med til at fordømme de Irans angreb på lande i Mellemøsten uden samtidig at fordømme det israelsk-amerikanske angreb på Iran.

De stærke gør alligevel, som de ønsker, vil mange sige. Det er der ganske rigtigt mange eksempler på gennem historien. Men det er også sandt, at militær og økonomisk magt ikke i sig selv giver de store magter ubegrænset råderum. Stormagter har brug for allierede og ser sig ofte nødsaget til at finde forhandlede løsninger baseret på folkeretten. Vi har set utallige eksempler på, hvordan politiske mål vanskeligt kan opnås alene med militære midler. Tænk blot på luftkrigen mod Libyen i 2011, som angiveligt skulle beskytte civile. Bombardementerne førte til Moammar Ghadafis fald, men kastede også landet ud i totalt kaos. På samme måde har de israelsk-amerikanske angreb på Iran ikke – som nogle måske forventede – ført til præstestyrets undergang, måske snarere tværtimod.

Der er stærke argumenter for at bakke aktivt op om folkeretten og dens internationale regler, også selv om de ofte brydes. Det er under alle omstændigheder bedre end overhovedet ikke at have nogen regler. På samme måde skal vi holde fast i et stærkt FN, uperfekt som det er. Hvor ville vi være uden det moralske kompas, som vi alle er enige om? Og ville alternativet være?