Mød FN-forbundet til årets Folkemøde og bliv klog på en verden i krise
FN-forbundet deltager traditionen tro til årets Folkemøde, hvor flere højaktuelle geopolitiske emner vil blive taget op til spændende debatter. I år vil vi være at finde følgende dage med følgende events.
Iran mellem oprør og krig
Fredag den 12. juni 2026, 09.30-10.15
Levende Hav (H16) på Folkemødet Bornholm
Iran er i krig, både indefra og udefra. USA og Israel bomber Iran, Iran svarer igen med missiler og droner, og striden har udviklet sig til en ny Golfkrig med enorme menneskelige og politiske omkostninger i hele regionen. Hvad betyder krigen for Irans fremtid? Hvad betyder et nederlag for USA’s status som supermagt?
Lever Danmark op til menneskerettighederne for flygtninge?
Fredag den 12. juni 2026, 14.00 14.45
Allinge-Sandvig, 3770 Denmark
7. maj i år var Danmark til eksamen i menneskerettigheder. I regi af FN’s Menneskerettighedsråd er der hver 4-5. år en vurdering af medlemslandes status i forhold til overholdelse af konventionerne. Processen kaldes UPR (Universal Periodic Review).
Vi sætter fokus på nogle af de udfordringer i forhold til flygtninge og asylansøgere som 34 danske NGO’er har rejst i en samlet rapport, der indgår i vurderingen af Danmark. Vi stiller skarpt på følgende: Lever forholdene i udrejsecentrene i tilstrækkelig grad op til menneskerettighederne, og hvor bør der sættes ind? Hvilke områder er mest problematiske? Hvordan sikres barnets tarv i praksis, når børn opholder sig på asylcentre?
Er der udfordringer med retssikkerheden for personer i asyl- og udvisningssystemet, og hvordan bør de udfordringer håndteres? Rapporten peger på udfordringer med, at de nuværende regler for familiesammenføring indirekte diskriminerer sårbare grupper som f.eks. unge 15-18-årige og LGBT+ flygtninge.
Hvordan står det til med ligestillingen i oprustningstider?
Lørdag den 13. juni 2026, 10.00-11.00
Fællesskibet Lilla Dan (H1) på Folkemødet
I år 2000 anerkendte FN’s Sikkerhedsråd for første gang at krig og væbnede konflikter har uforholdsmæssigt store og særlige indvirkninger på kvinder. Rådet erkendte, at kvinders bidrag til fredsbevarelse, konfliktløsning og -forebyggelse er undervurderede og uudnyttede.
I dag er antallet af krige og konflikter på sit højeste siden Anden Verdenskrig og vi spørger derfor, hvordan det står til med at virkeliggøre kvinders sikkerhedspolitiske ligestilling? Er de globale forpligtelser i FN blevet til danske virkeligheder? Og er værnepligt og militærdeltagelse for kvinder et svar på den manglende ligestilling i krige og konflikter?
Kom med til en panelsamtale på Fællesskibet Lilla Dan (H1), hvor vi undersøger krydsfeltet mellem sikkerhedspolitik og ligestilling sammen med Ulla E. Müller, direktør i FN’s Befolkningsfonds nordiske repræsentation (UNFPA), Louise Vinther Alis, forkvinde i Dansk Kvindesamfund og Rasmus Nørlem Sørensen, generalsekretær i FN-forbundet.
Grønlandske ønsker til en grønlandsk fremtid
Lørdag den 13. juni 2026, 12.00-13.00
Fællesskibet Lilla Dan (H1) på Folkemødet
Grønland befinder sig i et skærpet geopolitisk pres, efter at USA’s præsident Donald Trump igen har udtalt, at han ønsker at tage kontrol over Grønland. Både Danmark og Grønlands regering har afvist truslerne som uacceptable og slået fast, at suverænitet og selvbestemmelse ikke er til forhandling.
Udtalelserne har skabt en ny diplomatisk krise og rejst spørgsmål om alliancer, folkeret og stabilitet i Arktis.
Set i lyset af denne udvikling, spørger vi vores panel, hvad der er de vigtigste og mest udbredte grønlandske ønsker til en grønlandsk fremtid: Hvad kan civilsamfundet gøre for at styrke Grønlands suverænitet og sikre stabilitet i Arktis? Og hvordan sikrer vi fra dansk side at støtte op om Grønlands ønsker til en grønlandsk fremtid?
Kom til panelsamtale på Fællesskibet Lilla Dan, hvor Foreningen NORDEN og FN-forbundet sætter civilsamfund, sikkerhedspolitik og Grønland på dagsordenen.
Vil du blive klogere på FN-forbundets arbejde og have medindflydelse?
Foto: FN-forbundet
Jo flere medlemmer vi er, jo stærkere er vores stemme når det kommer til at sikre, at Danmark lever op til sine forpligtelser gennem FN og det globale ansvar.
Du kan læse mere om FN-forbundet og vores forskellige kategorier af medlemskaber - blandt andet har vi også nedsatte medlemskaber til studerende og pensionister: Bliv medlem | Bliv aktiv nu – Meld dig ind — FN-forbundet
Du kan udover vores site også følge os på Facebook, Instagram og LinkedIn hvor vi løbende lægger arrangementer og nyheder op:
FN-forbundet (The Danish United Nations Association) | Copenhagen | Facebook
FN-forbundet i Danmark (@fnforbundetdk) • Instagram-billeder og -videoer
FN-forbundet (The Danish United Nations Association) | LinkedIn